Erfaring

Under studierne startede Benjamin i 2005 Muzui.com, hvor han sad som forretningsudvikler i fem år. I 2010 var han kort forbi GoViral som social media-ansvarlig, og samme år startede han Crisp Social. I 2012 kom han til TBWA som Business Director, og året efter startede han Motley. I fem år sad han som administrerende direktør, indtil han i 2017 kom til Blackwood Seven, og senere Wunderman Nordic, hvor han i dag sidder som Chief Media Officer.

Motivation

Der er få danske marketers, der som Benjamin Borch formår at få succes med det meste, de rører ved. Benjamin er uden sammenligning én af landets mest entreprenante marketingprofiler og med et bagkatalog, der bevidner om en uforlignelig forståelse for digitale og sociale medier for slutbrugere og for innovative nye teknologier, er han ikke til at overse som hverken marketer
eller forretningsmand. Efter flere år i spidsen for succeshistorien Motley kom Benjamin i 2017 til Blackwood Seven, og senest er han rykket til Wunderman Nordic, hvor hans evner som innovator og entreprenør kommer til deres ret i en ambitiøs oprustning af bureauets social media-initiativer. Kort sagt er Benjamins kompetenceniveau ubestrideligt og hans tilgang til marketing ganske unikt, og det sikrer ham en plads på The M List igen i år.

Hvad har været din største professionelle succes i 2017?

Jeg var meget glad for at deltage på det team, som førte Dentsu Aegis til sejr i den global media pitch på Diageo. Jeg arbejdede med det amerikanske leadteam, som den legendariske Doug Ray var spydspids for. Det var en intens pitch, hvor Diageo sagde, at Motley var tungen på vægtskålen i den samlede sejr.

Hvad har været din største professionelle skuffelse i 2017?

2017 var et år med jobskifte, hvor jeg besluttede mig for at rejse videre fra Motley, som jeg stiftede med min bror, David Borch-Kongshaug. Vi arbejdede hårdt i fem års tid, hvoraf tre år var med Dentsu Aegis efter opkøbet. Jeg har derfor været lidt i en transitionsfase, hvor jeg ikke rigtig kan pege på en skuffelse, da det opbrudte år blev brugt på at overdrage og bearbejde.

Hvad bliver din største marketing udfordring i 2018?

Det har aldrig været vigtigere at simplificere marketing for kunderne og forbrugerne. Kompleksiteten stiger eksponentielt disse år, men der bruge disproportionelt lidt tid på indarbejde teknologien i strategien og hos de mennesker, der sidder i marketingafdelingerne. Det kræver fokus på processer og forståelighed. Jeg vil meget gerne være med til at skabe den forståelighed for teknologien og forretningsmodellerne.

Hvor finder du din faglige inspiration?

Jeg skelner sjældent mellem faglig inspiration og menneskelig inspiration. Derfor er det stadig alt fra filosofi til børnebøgerne, som jeg læser for min datter. De forstår i hvert fald at forklare tingene helt enkelt. Det kan vi altid lære noget af.

Hvis der var en i branchen du skulle give et skulderklap – hvem skulle det være og hvorfor?

Jeg er nødt til at nævne tre, der dog deler samme båd. Ronnie Job, Jakob Kahlen og Anders Emil Møller tester vandene for os alle med Trouble, hvor de kun arbejder med projekter, som kan skabe eller finansiere tiltag, der bringer menneskelig værdi og forandring. De fortjener skulderklap for at sætte kvalitet og meningsfuldhed over økonomi.

Hvis 2018 skal være en succes for dig, hvad skal du så opnå?

Hvis jeg kan hjælpe en enkelt eller to internationale kunder med at indarbejde bedre processer og teknologi i deres medieindkøb, så kan jeg kun være glad. Det vil kræve gode kolleger og medarbejdere, så succeskriteriet er at finde dem – så skal resten nok løse sig selv.