Erfaring
Jeanette startede karrieren i 1991 som marketingansvarlig hos først Baltica Forsikring, senere Schultz Information og dernæst Nykredit. I 2001 rykkede hun til Carl Bro Group som kommunikationsdirektør, og i 2006 vendte hun tilbage til forsikringsbranchen i en stilling som Nordic Director Corporate Communications & CSR for Codan. Siden 2014 har hun siddet som Senior Executive VP, Head of Group Marketing & Communications hos Danske Bank.
Motivation
Med et CV, der tæller topstillinger i kommunikations- og marketingafdelinger i nogle af landets største penge- og forsikringsinstitutter, kan der ikke herske tvivl om Jeanette Fangel Løgstrups evner som kommunikations- og marketingprofil samt leder. Jeanettes indsats hos Danske Bank, der ved hendes ankomst led under et haltende image, er gået de færrestes næse forbi. Banken blev i 2017 af en stribe danske bureaudirektører peget på som dén annoncør, der har været bedst til at imødekomme markedsudviklingen i sine marketing- og kommunikationsindsatser de seneste år. Jeanettes tårnhøje kompetenceniveau blev da også i januar 2017 velfortjent hædret med en titel som “Årets CMO” af Berlingske Business. Jeanette er på dette grundlag ikke til at komme udenom på The M List, hvor hun igen i år er en selvsagt profil.
Hvad har været din største professionelle succes i 2017?
Vores relativt nye MarCom organisation har flyttet sig rigtig meget det seneste år og har leveret mange resultater på tværs af forretningsområder og markeder. Samtidig var jeg personlig meget glad for at blive valgt til Årets CMO 2017.