Erfaring

Efter sine studier startede Mads som Marketing Coordinator for LEGOLAND, og efter et år i denne stilling rykkede han videre til BESTSELLER. Efter tre år i koncernen og med en titel som Marketing Manager – Head of Retail Marketing rigere, var han en kort overgang hos Adservice og fra 2013 hos Søstrene Grene, hvor han i dag er CCO med ansvar for salg og marketing.

Motivation

Mads Jensen er ét af de mennesker, man bare må beundre for sin forretningssans, sin kunnen og sit uforligneligt store drive. Den stærke kombination har bragt ham vidt, og knap ti år efter at han forlod universitetet og et studiejob i LEGOLAND sidder han nu som CCO for succeshistorien Søstrene Grene, og bestrider dertil flere bestyrelses- og juryposter. Siden Mads’ ankomst til Søstrene Grene har butikskæden styrket sit brand og sin synlighed betydeligt, og især nytænkning inden for digitale økosystemer, anført af sociale medier, har talt sit tydelige sprog på kædens indsatser og resultater. Det er netop synlige resultater af Mads’ marketinginitiativer og hans høje marketingfaglig kompetenceniveau, som igen sikrer ham en plads på The M List.

Hvad har været din største professionelle succes i 2017?

Generelt synes jeg vi rykker os på mange fronter i Søstrene Grene. Summen af dette arbejde, at vi igen er vækstet markant, må være det væsentligste at fremhæve. Ligeså, er jeg glad for, at jeg som bestyrelsesmedlem i No Zebra, også har været med til at vækste den virksomhed. Endeligt, så er jeg stolt af igen at være med på The M List.

Hvad har været din største professionelle skuffelse i 2017?

Jeg føler egentligt ikke, at der er noget der som sådan har skuffet mig. Der er naturligvis altid bump på vejen, men ikke noget der har affødt reel skuffelse i det forgangne år.

Hvad bliver din største marketing udfordring i 2018?

Jeg synes der er mange ting der hænger sammen, men en fællesnævner må være, at vi skal sikre, at vi kan blive ved med at forny os selv, og være tæt på markedet, selvom vi vækster meget. Dette kræver blandt andet, at vi kan finde tid til videreudvikling og ikke kun blive opslugt af driften.

Hvor finder du din faglige inspiration?

Generelt synes jeg inspiration kan komme fra mange forskellige fronter, men af natur kan jeg godt lide at stille spørgsmål ved det eksisterende. Derfor er blandt andet Elon Musk værd at fremhæve, som en god kilde til inspiration.

Hvis der var en i branchen du skulle give et skulderklap – hvem skulle det være og hvorfor?

Jeg synes der er mange kompetente folk i branchen, der fortjener et skulderklap, men denne gang vil jeg gerne fremhæve Tore Pein Jensen og Momondo- teamet. De har skabt en innovativ marketingstrategi med agilt og effektfuldt medieindkøb. Samtidig er de, i et konkurrencepræget marked, lykkedes med at bygge brandet via “The DNA Journey”.

Hvis 2018 skal være en succes for dig, hvad skal du så opnå?

Det synes jeg ikke jeg kan sige på forhånd. Jeg gør status efter 2018, og forhåbentligt har summen af de beslutninger, der er truffet i løbet af året bevirket, at jeg står tilbage med følelsen af at have lykkedes.