Erfaring

Martin har tilbragt hele sin karriere i NETTO regi. Han begyndte med en stilling som Store Manager i 2003. Herefter har han arbejdet sig op igennem NETTO organisationen og har siden 2014 bestridt posten som Head of Assortment and Marketing, Vice President for NETTO.

Motivation

Martin Hasgard Olesen er med sin lange karriere i NETTO en retailmarketer til benet. Martin er strategisk, hårdtarbejdende og målrettet med et innovativt og digitalt mindset. Med Martin i spidsen har NETTO på det seneste leveret stærke “purpose drevne” kampagner eksemplificeret ved deres mad-delingsapp til bekæmpelse af madspil. Martin har været med til at sikre, at også et discount koncept som NETTO følger tidens kritiske forbrugeres forventninger til marketing anno 2017. NETTO har fået et solidt greb om discountmarkedet ikke bare i Danmark men også europæisk, hvor Martin gennem marketingstrategisk kløgt og ROI tænkning har været en vigtig del af rejsen. Med de flotte resultater og høje faglige kompetenceniveau, som Martin har udvist for NETTO, har han igen i år fortjent en plads på The M List.

Hvad har været din største professionelle succes i 2017?

Min største professionelle succes i 2017 er rejsen fra typiske salgs- og kampagneaktiviteter til flere værdibaserede initiativer, der har bidraget til en sundere og mere ansvarlig forretning. Et af de mere toneangivende eksempler er eksekveringen af vores aktiviteter inden for økologi, med kåring af “Årets Økolog” og lancering af ØGO-banden

Hvad har været din største professionelle skuffelse i 2017?

Vi har i 2017 løftet opfattelsen af mange vigtige brand-parametre, men trods aktivering af flere nye værdiskabende aktiviteter, langt mere positivt engagement fra kunder og medarbejdere samt væsentlig mere positiv omtale i pressen, har vi ikke i tilfredsstillende grad øget vores kunders tillid til brandet.

Hvad bliver din største marketing udfordring i 2018?

For at kunne leve op til eksisterende og nye kunders behov nu og i fremtiden, skal NETTO revitaliseres i 2018. Det sker gennem en række ændringer i konceptet. Den største opgave i 2018 bliver at binde vores revitaliserede koncept på varer, butiksoplevelse og service sammen med en ny brandplatform der kan styrke præferencen til NETTO-brandet.

Hvor finder du din faglige inspiration?

Min største faglige inspiration finder jeg i at studere mennesker, adfærd og forbrugertrends, både i det daglige de steder jeg færdes samt i artikler og studier fra ind- og udland.

Hvis der var en i branchen du skulle give et skulderklap – hvem skulle det være og hvorfor?

Mikkel Andersen hos HALO (tidligere Hill & Knowlton) for gode råd og strategisk sparring gennem de seneste 12 måneders samarbejde.

Hvis 2018 skal være en succes for dig, hvad skal du så opnå?

Succesfuld implementering af en ny brandplatform, som måles højt på relevans og troværdighed, øger tillid og præference, samt skaber en tydelig og unik position i markedet.