Erfaring

I 1997 startede Reinholdt hos Sports Enterprises som salgs- og marketing ansvarlig, og året efter kom han til Mannov som kommunikationsrådgiver. Allerede i 2002 blev Reinholdt partner, og siden sad han en årrække som CFO og viceadministrerende direktør for bureauet, før han i 2012 tiltrådte stillingen som administrerende direktør – en post, han stadig bestrider i dag.

Motivation

Som én af landets mest erfarne og respekterede kommunikationsprofiler kender Reinholdt Schultz alt til at formidle gode historier, men den måske mest overbevisende er hans egen. Reinholdt startede hos Mannov som rådgiver og kan i januar 2018 fejre 20 års jubilæum hos PR-bureauet – nu fra en plads for enden af bordet som administrerende direktør. Reinholdt var allerede inden han tiltrådte denne post en højtprofileret kommunikatør, og den position, Man- nov har indtaget som ét af Danmarks mest anerkendte og omsættende PR- og kommunikationsbureauer, afspejler på det tydeligste, at Reinholdts kompetenceniveau er højere end de fleste andres. Reinholdt markerer sig år efter år som en profil, der ikke kan forbigås på den danske kommunikationsscene, og det sikrer ham igen i år en plads på listen.

Hvad har været din største professionelle succes i 2017?

I efteråret lancerede vi for TrygFonden ordningen “TrygFonden Hjerteløber” i Region Hovedstaden. Det har betydet, at flere end 15.000 har meldt sig som frivillige hjerteløbere, og jeg har personligt talt med to af de første personer, der blev genoplivet af en frivillig hjerteløber. Intet kan måle sig med det – jeg er hamrende stolt over det!

Hvad har været din største professionelle skuffelse i 2017?

Jeg er god til at lære af skuffelser og så komme videre og derefter glemme dem. Jeg har derfor svært ved at nævne min største professionelle skuffelse. Men den største udfordring har været, at drive Mannov gennem en større forandringsproces. Her er vi nået langt, men vi er ikke i mål. Og det kommer man jo nok aldrig …

Hvad bliver din største marketing udfordring i 2018?

Vi har i 2017 introduceret markedet for begrebet corporate character. Det er vi ikke færdige med, og det vil fylde meget i Mannovs marketingplaner i starten af 2018.

Hvor finder du din faglige inspiration?

Hos kunderne. Jeg ELSKER mit arbejde, fordi jeg arbejder med så mange forskellige mennesker, organisationer og udfordringer. Det gør, at jeg hver dag lærer og udvikler mig. Mine kolleger på Mannov giver mig også dagligt inspiration – og det er jeg dem meget taknemmelig for.

Hvis der var en i branchen du skulle give et skulderklap – hvem skulle det være og hvorfor?

Jeg kan umuligt uddele skulderklap til én person. Jeg har så mange søde, dygtige og inspirerende kunder, kolleger og samarbejdspartnere, der alle fortjener det største skulderklap. Hårdt presset ville jeg dog vælge min søde hustru, Marie Brandt Schultz. Hun er uden tvivl den sejeste person, jeg kender.

Hvis 2018 skal være en succes for dig, hvad skal du så opnå?

Mannov skal skabe super resultater for vores kunder i 2018. Gør vi det, så vil vi vokse – og det vil vi gerne.