Erfaring

Ronnis karriere startede i Singapore på den danske ambassade i 1999, hvor han var Commercial Specialist. Efter to år skiftede Ronni til Sepstrup Communication som Media Research Associate og har efterfølgende været director hos CAT Media samt digital direktør og partner hos Envision. Siden 2011 har Ronni siddet som Vice President hos M2Film Group.

Motivation

For tredje år i træk er Ronni Madsen at finde på The M List, og det skal ses som en stærk cementering af hans spændende og succesfulde karriere. Som Vice President for det prisvindende, internationale filmselskab M2Film har Ronni dybtgående viden om content-drevet kommunikation og kommerciel storytelling, hvilket bunder i egen erfaring med udvikling af film og i udarbejdelsen af kreative produkter. Hans flair for at udvikle og integrere kommercielt content på tværs af digitale platforme, understreger Ronnis uovertrufne evner som marketer. Og han er uden sammenligning én af de skarpeste på sit felt. Ovenpå et stærkt 2017 er Ronni oplagt på The M List – også i 2018.

Hvad har været din største professionelle succes i 2017?

Vi vækster fortsat M2 – i Danmark og i udlandet – og kernen fungerer fortsat, som den skal. Hvad enten du er en international gigant med 107 forskellige content behov eller et mindre jysk byggefirma, så tænder du på det samme: Kreativ opmærksomhed, personligt engagement, “orden i penalhuset” og et slutresultat, der udvikler din forretning.

Hvad har været din største professionelle skuffelse i 2017?

Det rum går jeg sjældent ind i. Jeg trives bedst med at kigge fremad. Det lyder som en coach-floskel, I know, men når der er kul på job-kedlerne i flere ringhjørner samtidigt, så er der ting, der ikke udvikler sig helt, som jeg lige regnede med. Jeg henter min glæde i alt det, vi lykkes med – og planer henover det andet hurtigst muligt.

Hvad bliver din største marketing udfordring i 2018?

Fortsat at være proaktiv på at udvikle og levere den nødvendige storytelling- kompetence til den digitale transformation. Til no nonsense budgetter – samtidig med at vi kører en solid forretning selv. Det er vores DNA.

Hvor finder du din faglige inspiration?

Mit job og vores opgaver bringer mig i kontakt med meget nyt indhold. Så en tur på jagt kan godt være der, hvor det nye materialiserer sig i hovedet. Derudover tar jeg på et større fagligt event mindst én gang om året for at fylde nyt på og fordybe sammen med andre fagfolk. Så sidder jeg der med blokken og noterer. Det virker for mig.

Hvis der var en i branchen du skulle give et skulderklap – hvem skulle det være og hvorfor?

Der er flere, men jeg ved også, de folk allerede får skulderklapser, så jeg går altså internt. Den inderkreds af M2-folk, der har båret firmaets udvikling de seneste år har min dybeste respekt, for succesen er ikke kommet af sig selv. I love those guys/girls…

Hvis 2018 skal være en succes for dig, hvad skal du så opnå?

Mine kolleger skal være glade og i topform. Vores kunder det samme. Vi skal lave flere internationale corporate projekter. Og vi skal i 2018 for alvor finde vores plads inden for tv-content.