Erfaring

Stig startede sin kreative karriere hos TDC, og var i 2000 medstifter af webbureauet Itide og rykkede derefter videre til reklamebureauet Aparte som Market Manager. I 2003 blev Stig CEO for Color Prints’ interne reklamebureau Brandpunkt inden han i 2006 startede hos Weber som CMO. Han har haft sin gang hos Weber siden, og har bestredet stillinger i både Berlin og Chicago, hvor han i dag er VP Global Creative.

Motivation

Stig Pedersens navn hænger uløseligt sammen med Webers enorme marketingsucces. Webers kompromisløse brandingmodel, deres globale udsyn, innovative koncepter og nytænkning af content marketing, har positioneret grillbrandet som synonym med grill. Stig er kendt for kreative marketingløsninger, der driver vækst med impact på både top- og bundlinjen, og som bygger på Webers strategi baseret på lige dele dansk innovation og tysk grundighed. Stig har sammen med Grey hentet over 40 danske og internationale priser hjem for “BBQ Culture”-konceptet, og med disse i baggagen foruden sine kreative egenskaber af høj international standard, er Stig en oplagt profil på årets The M List

Hvad har været din største professionelle succes i 2017?

At udforme den første globale marketingkampagne for Weber nogensinde. Jeg havde ansvaret for at tage et hæderkronet brand og globalisere det, og derefter levere en kampagne som både skulle repositionere Weber og give top- og bundlinie-resultater. Det lykkedes. At den samtidig tog en masse awards gjorde bare rejsen endnu sjovere!

Hvad har været din største professionelle skuffelse i 2017?

At opleve at passion og hjerteblod ikke altid får lov til at gå hele vejen. Når man siger farvel til passionerede kolleger der virkelig forstår brandet og missionen/ rejsen, kan det være rigtig hårdt.

Hvad bliver din største marketing udfordring i 2018?

At finde ud af hvad jeg vil bruge min fremtid til. Jeg har været en bærende kraft i at skabe Weber som superbrand rundt om i verden, men trænger nok til en ny udfordring nu. Så mit 2018 skal nok bruges på, at se hvad verden har at tilbyde. Men vær sikker på, at det brand jeg skal arbejde med i fremtiden, går en sjov tid i møde.

Hvor finder du din faglige inspiration?

Jeg netværker meget, og er heldig at kende utroligt dygtige folk som jeg kan suge inspiration ud af. Jeg har arbejdet med bureauer, som på hver deres måde har været en meget inspirerende faktor, og jeg håber, at de også har fundet inspiration i mine vilde idéer i tidens løb.

Hvis der var en i branchen du skulle give et skulderklap – hvem skulle det være og hvorfor?

Hmmm… Jeg ville klappe af to personer: Mads Jeppesen er en lille en-mands videoproducent i Aalborg som laver fantastiske produktioner på små budgetter. Derudover ville jeg klappe Charlotte Porsager fra UNCLE på skulderen for igennem de seneste fire år at have været en sikker havn for Weber-skuden.

Hvis 2018 skal være en succes for dig, hvad skal du så opnå?

Jeg skal finde en rigtig sjov og ny udfordring for mig selv. Jeg har ingen idé om hvad det skal være endnu, men jeg er sikker på der venter en spændende virksomhed, der skal bruge en superdygtig marketingstrateg lige om hjørnet.