Erfaring

Frederik startede hos IBM som multimedia designer. Herefter arbejdede han med udvikling og grafisk design, bl.a. hos Berlingske. I 2001 blev han konsulent hos TDC, og i 2003 var han med til at stifte Goodmorning Technology. I 2008 kom han til Story Worldwide, hvor han har været Executive Creative Director i bl.a. New York og Seattle. Han kom til VICE Media i 2013, som COO for Strategy and Operations, og i 2015 blev han CEO for VICE Nordic.

Motivation

Med VICE Nordic står Frederik Andersen i spidsen for en af de mest innovative medievirksomheder – nationalt og globalt. Frederik udvikler strategier, retninger og koncepter for nogle af virksomhedens største internationale kunder og oplever stor succes med sin innovation. Han tror på, at man skal hyre unge mennesker for at nå det unge publikum, og at det vigtigste i marketingdisciplinen er at skabe det rigtige content til præcise målgrupper og vise og præsentere det på den rigtige måde. Hos VICE arbejder man med trends og subkulturer, før det bliver mainstream, og man er ikke bange for at skabe og udvikle tendenser. Denne mentalitet resulterede bl.a. i en flot pris til Webby Awards sidste år for kampagnen “LikeWhatYouHate”. Med sine lederegenskaber og kompromisløse tilgang til marketing hører Frederik igen hjemme på The M List.

HVAD HAR VÆRET DIN STØRSTE PROFESSIONELLE SUCCES I 2018?

Vi har arbejdet på en stribe nye tiltag på VICE, og nogle af disse vil se dagens lys i 2019.

HVAD VILLE DU GERNE HAVE GJORT MERE AF I 2018?

Hænge ud med gode kolleger, og give mig tid til at tale problemstillinger igennem lidt mere uformelt. Det er tit i den uformelle samtale, at magien opstår.

HVAD BLIVER DIN STØRSTE MARKETING UDFORDRING I 2019?

At lancere nye tiltag, der ikke er en del af kerneforretningen.

HVORDAN FORVENTER DU, AT DIN ROLLE VIL FORANDRE SIG I 2019?

Jeg vil blive langt mere hands on igen, i en operationel rolle.

HVIS DER VAR EN I BRANCHEN DU SKULLE GIVE ET SKULDERKLAP – HVEM SKULLE DET VÆRE OG HVORFOR?

Ian Moore fra Emperical Spirits gør det virkelig godt. De bliver ved med at udfordre en branche, som de selv er ved at blive en del af, og trække friske spor med ind. De skaber ændringer inde fra branchen selv.

HVIS 2019 SKAL VÆRE EN SUCCES FOR DIG, HVAD SKAL DU SÅ OPNÅ?

At bruge mere tid med mine dygtige kolleger.