Erfaring

Efter endt uddannelse startede Joacim hos CSC som Management Consultant efterfulgt af en stilling som Account Executive. Han har siden 2006 været hos Valtech, hvor han startede som Engagement Manager i Danmark, og siden er rykket op ad rangstigen med flere betydningsfulde poster i Danmark og New York, og sidder nu som Executive Vice President.

Motivation

Joacim M. Jeppesen er en digital marketer af internationalt format, der med imponerende fart er skudt til tops i Valtech-koncernen og nu sidder som Executive Vice President med ansvar for de Nordamerikanske aktiviteter, hvor han i New York har bygget et team, der tæller imponerede 300 digitale og strategiske ansatte. Det er især Joacims blik for kommercielle muligheder og evne til at skabe, lede og føre digitale strategier ud i livet, der har ført ham til tops og gjort ham til en særdeles stærk international profil med en betydelig rolle i virksomhedens fortsatte internationale vækst. Joacims flair for gang på gang at forene forretningsstrategi med digitale visioner er forbilledlig for alle andre i branchen, og gør ham fortjent til en plads på The M List 2019.

HVAD HAR VÆRET DIN STØRSTE PROFESSIONELLE SUCCES I 2018?

At skabe en stærk og velspillende integreret organisation i Nordamerika, der arbejder med customer experience og digital innovation for førende brands som Samsung, Chanel, L’Oréal m.fl. Markedet er benhårdt, og når vi vinder konkurrencer over 15-16 andre velrenommerede bureauer, så ved vi, at vi gør ét eller andet rigtigt.

HVAD VILLE DU GERNE HAVE GJORT MERE AF I 2018?

Læst flere bøger. Men det kan også være, at jeg blot skal give op på det mål og indse, at min nye viden hovedsageligt skal findes i krydsfeltet mellem praksis, podcasts og samtaler med andre inspirerende mennesker.

HVAD BLIVER DIN STØRSTE MARKETING UDFORDRING I 2019?

At bidrage til den videre opbygning af Valtech’s brandgenkendelse i Nordamerika. Vi har en ambitiøs positionering, og det kræver eksekvering i verdensklasse.

HVORDAN FORVENTER DU, AT DIN ROLLE VIL FORANDRE SIG I 2019?

Globalt udsyn bliver vigtigere og vigtigere i takt med, at vores kunder i stigende grad ser os som deres digitale partner på et globalt niveau. Jeg kan se, at jeg bruger mere og mere tid på at arbejde med skalerbarhed.

HVIS DER VAR EN I BRANCHEN DU SKULLE GIVE ET SKULDERKLAP – HVEM SKULLE DET VÆRE OG HVORFOR?

Som andre, Morten Bach Jensen. Han er et godt eksempel på, at kobling af marketing og dyb indsigt i kundernes udfordringer og behov er noget, der betaler sig. Der er ikke mangel på kreativitet i branchen, men hvis den ikke er forankret i indsigt, så bliver den ligegyldig.

HVIS 2019 SKAL VÆRE EN SUCCES FOR DIG, HVAD SKAL DU SÅ OPNÅ?

Min sande målestok for succes, er, at vi i 2019 ser endnu flere af vores kunder finde et stærkt fodfæste i det digitale og fokuserer marketingbudgetter fra intetsigende kampagner til ting, der skaber varige relationer, meningsfyldte oplevelser for deres kunder og nye omsætningsmuligheder.