Erfaring

Johan begyndte sin karriere hos Omnicom Media Group, hvor han gennem 17 år gik fra TV Director til Global Chief Trading & Accountability Officer. Han skiftede i 2013 til GroupM, hvor han var ansvarlig for alle investeringer/indkøb på tværs af GroupM’s mediebureauer. I starten af 2019 skiftede han tilbage til Omnicom.

Motivation

Johan Boserup kommer med en imponerende baggrund inden for sit felt kombineret med mediefaglig tyngde og stærke karriereskift med voksende globalt ansvar. Det lander ham for fjerde år i træk en velfortjent plads på The M List. Med mere end 17 års erfaring hos Omnicom Media Group har Johan været ansvarlig for den største medieindkøbsportefølje i verden, samt stået for den daglige varetagelse af trading og digitale medier. I 2013 tog han skridtet videre til GroupM i London, hvor han for alvor satte sit aftryk på branchen med udviklingen af en række innovative medieindkøbsmodeller. Seks år efter at have forladt OMG vender Johan nu tilbage som Global CEO of Investments og hovedansvarlig for gruppens globale investeringer i medieindkøb, medierelationer og mediepartnerskaber. Vi glæder os til at følge Johan.

HVAD HAR VÆRET DIN STØRSTE PROFESSIONELLE SUCCES I 2018?

Jeg har rullet en Global Media Management strategi ud i hele OMG, som giver de enkelte markeder et klart Trading framework, og et batteri af best practise at trække på fra rundt om i verden. Det er ikke ligefrem nemt at få alle til at gå i takt i en global konføderation af fire bureaukæder på tværs af 100 lande.

HVAD VILLE DU GERNE HAVE GJORT MERE AF I 2018?

Udvilklet addressable tv. Udrulningen går ikke hurtigt nok. Mediabureauerne bør være en central part i at skabe fremtiden for reklame-tv for hele branchen, men vi bliver nødt til at lægge mere arbejde i det – som bureauer, og sammen som branche – for at give annoncørerne det rette fundament.

HVAD BLIVER DIN STØRSTE MARKETING UDFORDRING I 2019?

Finde mediabureauernes rolle i en verden, med langt flere spillere, som vil overlappe hinandens områder langt mere end tidligere. Mediabureauerne kan have den mest centrale rolle af alle annoncørens partnere, men vi skal gøre os fortjent til det. Og finde vores plads i et partnerskab, hvor in sourcing spiller en stadig større rolle.

HVORDAN FORVENTER DU, AT DIN ROLLE VIL FORANDRE SIG I 2019?

Personligt vil min rolle forandre sig ganske meget, da jeg skifter (tilbage) til Omnicom efter seks år hos WPP. Men i forhold til vores fælles udfordringer i branchen, vil den største forandring i min rolle være, at omstille sig til at rådgive i et økosystem af mange forskellige spillere, der overlapper langt mere end tidligere.

HVIS DER VAR EN I BRANCHEN DU SKULLE GIVE ET SKULDERKLAP – HVEM SKULLE DET VÆRE OG HVORFOR?

Paw Saxgren (Nordic COO for GroupM) har siddet i spidsen for en digital omstilling af GroupM’s bureauer i Norden, der er forbilledlig for hele resten af verden. Og jeg tror, de andre bureauer i Danmark kan lære meget af Paw, hvis de lytter lidt efter.

HVIS 2019 SKAL VÆRE EN SUCCES FOR DIG, HVAD SKAL DU SÅ OPNÅ?

Vinde tilliden tilbage fra annoncørerne, så de fortsat mener mediabureauerne fortjener den nok mest centrale rolle i deres markedsføring fremover. Og omstille OMG til at være verdens bedste bureaupartner for medierne.