Erfaring

Karina startede i FMCG-branchen hos Unilever, hvor hun har været Category Manager/Brand Manager og Nordic Brand Manager for Knorr og Becel. I 2008 rykkede hun til Orkla Foods som produktgruppechef, kategoriudviklingschef og marketingchef DK Retail & Export. Herefter var hun et par år hos O. Kavli som Marketing Director Retail & Foodservice, indtil hun i 2017 blev Nordic Head of Marketing hos Haribo Danmark.

Motivation

Karina Marott er en stærk dansk marketer fra FMCG-branchen, og har som Nordic Head of Marketing for Haribo leveret stærke resultater for både sig selv og virksomheden. Hvor andre virksomheder inden for sukkerindustrien har måtte kaste håndklædet i ringen, er det lykkedes Haribo at forny sig gennem produktinnovationer og nye marketingtiltag, hvorfor Haribo i dag kan bryste sig af at være et af verdens fortrukne mærker inden for søde sager. Karinas dybe forståelse for innovation, produkter, brand og marketing samt hendes evne til at imødekomme tendenser og kundeefterspørgsel, gør hende til en nøgleperson i Haribos kommercielle marketingstrategi og deraf afledte resultater i Norden. Solid erfaring inden for FMCG, kommercielle resultater og dygtige ledelseskompetencer sikrer Karina en plads på årets liste.

HVAD HAR VÆRET DIN STØRSTE PROFESSIONELLE SUCCES I 2018?

Jeg er særlig stolt over, at det er lykkedes at transformere vores marketingorganisation fra et mere Product Centric Focus til Consumer Approach. Dette kommer også til udtryk i vores marketingstrategi og de Key Initiatives, som vi ruller ud i 2019. Luk op for noget godt!

HVAD VILLE DU GERNE HAVE GJORT MERE AF I 2018?

Vi har alle været “oppe på lakridserne” igennem hele 2018. Det har uden tvivl krævet en ekstra indsats af alle. Sammen med mit team, så ville jeg gerne have haft mere tid til faglig inspiration.

HVAD BLIVER DIN STØRSTE MARKETING UDFORDRING I 2019?

Vi bringer flere nye koncepter på det nordiske marked i 2019, som bygger på stærke forbrugerindsigter og passer godt til forbrugernes smagspræferencer. I marketingteamet arbejdes dedikeret på at skabe en stærk lanceringsplan – en succesfuld implementering igennem hele værdikæden er helt sikkert en udfordring, vi tager op.

HVORDAN FORVENTER DU, AT DIN ROLLE VIL FORANDRE SIG I 2019?

2018 har været et år med fokus på at få styrket operational and marketing excellence i det nordiske setup – og sammen er vi kommet rigtig langt. Jeg ser min rolle i 2019 som værende mere strategisk funderet og samtidig tilsikre kontinuerlig udvikling af de faglige kompetencer i teamet.

HVIS DER VAR EN I BRANCHEN DU SKULLE GIVE ET SKULDERKLAP – HVEM SKULLE DET VÆRE OG HVORFOR?

Jeg vil gerne have lov til at give et skulderklap til hele mit nordiske team. De fortjener det, og uden alle jer så var vi ikke nået så langt.

HVIS 2019 SKAL VÆRE EN SUCCES FOR DIG, HVAD SKAL DU SÅ OPNÅ?

Så vil jeg gerne lukke op for godteposen og se vores vækstinitiativer lykkes.