Erfaring

Allerede inden Kresten afsluttede sine studier på CBS i Business Administration og Computer Science, startede han som konsulent i egen IT-virksomhed, Finsen Consult. Efter endt uddannelse grundlagde Kresten det digitale bureau Adapt, hvor han i dag er CEO, medejer og bestyrelsesformand. Derudover er Kresten bestyrelsesformand for Adapt Mobile og Adapt Lithuania.

Motivation

Kresten Finsen Wiingaard er et velkendt navn på The M List, og 2019 er ingen undtagelse. Når snakken falder på digital forretning, er Kresten en garvet profil, og han kan med rette karakteriseres, som en af den danske bureauscenes mest succesfulde digitale profiler. Onlineoptimering, digitale forretningsstrategier og e-commerce er Krestens hjemmebane, og det er med udgangspunkt i netop denne unikke faglige kompetenceprofil, at det er lykkedes ham at sætte Adapt på det internationale landkort. Kresten er ambitiøs og engageret, men samtidig en modig og strategisk bureauprofil, som leverer stærke resultater, for både sig selv og sit bureau, hvilket skriver ham direkte ind på The M List 2019.

HVAD HAR VÆRET DIN STØRSTE PROFESSIONELLE SUCCES I 2018?

Vores udenlandske tiltag og videreførelse af vores internationale strategi.

HVAD VILLE DU GERNE HAVE GJORT MERE AF I 2018?

Have haft mere tid til fordybelse, og mere tid til alle vores dygtige medarbejdere.

HVAD BLIVER DIN STØRSTE MARKETING UDFORDRING I 2019?

Vores virksomhed har nået en størrelse, hvor vores brand har større og større betydning. Derfor bliver vores brand-position afgørende for os i fremtiden.

HVORDAN FORVENTER DU, AT DIN ROLLE VIL FORANDRE SIG I 2019?

Der bliver mere fokus på brand identitet i 2019.

HVIS DER VAR EN I BRANCHEN DU SKULLE GIVE ET SKULDERKLAP – HVEM SKULLE DET VÆRE OG HVORFOR?

Faktisk synes jeg, at Dansk Markedsføring fortjener et skulderklap for den forandringsproces og nye tiltag, de har lanceret. Nu mangler de bare at blive rigtige digitale ved at droppe deres print og lancere en digital avis, der sætter standarden for resten af branchen.

HVIS 2019 SKAL VÆRE EN SUCCES FOR DIG, HVAD SKAL DU SÅ OPNÅ?

Realisering af vores strategiske tiltag. Svært at sige dem offentligt her, så det bliver begrænset til mere internationalisering samt flere nye spændende tekniske platforme.