Erfaring

Louise startede karrieren som konsulent og forretningsanalytiker, før hun i 2004 kom til DONG – nu Ørsted. Hun startede som Head of Portfolio Planning and Strategy i Energy Markets, blev sidenhen Director/Head of Operations & Short Term Trading i Energy Markets, og har siden 2013 siddet som Privatkundedirektør & SVP, Distribution & Customer Solutions.

Motivation

Louise Hahn er at finde på The M List for tredje år i træk, og det takket være sin fortsat solide indsats hos Ørsted. Det er i Louises tid, at energikoncernen gennemførte det omfattende strategiske skifte til udelukkende grøn energi og dermed også satsede på et helt nyt brand og navn. Louise har formået at navigere i dette forandringsprægede farvand, og indsatsen har givet pote. Brandet møder større opbakning end nogensinde og indtog sidste år bl.a. en 15. plads på BrandFinances liste over landets 50 mest værdifulde brands. Som chef for 300 medarbejdere, der arbejder for virksomhedens 800.000 danske privatkunder, har Louise en nøglerolle i virksomheden, og hun kendes som en lydhør, ydmyg og enormt vellidt leder. Louise evner at vende udfordring til potentiale, og markerer sig synligt som en af de skarpeste marketers herhjemme.

HVAD HAR VÆRET DIN STØRSTE PROFESSIONELLE SUCCES I 2018?

Vi er kommet rigtig godt fra start med Ørsted-brandet, og vi har en mere klar og unik profil, som appellerer til mange danskere. Vores kendskab er på et flot niveau set i lyset af, at det er et år siden, vi fik nyt navn, og vi har set en flot udvikling på en række områder. For eksempel er vores NPS-score steget markant.

HVAD VILLE DU GERNE HAVE GJORT MERE AF I 2018?

Vores digitale fokus kunne have været endnu stærkere. Vi er i en spændende udvikling rent digitalt, som vil give os nye muligheder i 2019.

HVAD BLIVER DIN STØRSTE MARKETING UDFORDRING I 2019?

At lykkes med at kommunikere vores position og value proposition. Samtidig ser vi ind i 2019, hvor vores del af forretningen vil komme på nye hænder. Det bliver et spændende år for os.

HVORDAN FORVENTER DU, AT DIN ROLLE VIL FORANDRE SIG I 2019?

Min rolle vil udvikle sig i takt med vores salgsproces, og som følge af en række nye initiativer vi har i støbeskeen.

HVIS DER VAR EN I BRANCHEN DU SKULLE GIVE ET SKULDERKLAP – HVEM SKULLE DET VÆRE OG HVORFOR?

Der er mange, der gør det rigtig godt. Skal jeg vælge én, vil det være IKEA, som med “Plads til livet”-platformen er utrolig dygtige til at folde både position og kundeløfte ud. Den rammer følelser, og den er enkelt, fin og naturlig.

HVIS 2019 SKAL VÆRE EN SUCCES FOR DIG, HVAD SKAL DU SÅ OPNÅ?

At vi lykkes med at kommunikere vores position og value proposition, at vi fortsat bliver opfattet som en attraktiv leverandør af energi til danskerne.