Erfaring

Mads startede som Web Developer & Flash Designer hos Complet-Pension og herefter som hhv. Online Campaign Manager og Director hos Guava/NetBooster og Digital Planner & Advisor hos Reputation. I 2012 kom han til Valtech som Team Lead for Creative, Insights & Analysis, siden hen Digital Experience Director. I august 2017 rykkede Mads til AKQA.

Motivation

I 2017 tiltrådte Mads Fuhr Frederiksen som Digital Director hos DIS/PLAY, netop som bureauet blev en del af AKQA. Som Digital Director i den danske afdeling af det efterspurgte digitale bureau varetager Mads en krævende position, som forudsætter et køligt overblik og en solid faglighed – kvalifikationer, som Mads har gjort brug af under integrationen med AKQA. Med en stærk faglighed, og som en del af ledelsesgruppen, har Mads sat sit præg på integrationsprocessen, som har ført til det flotte resultat på 30 % vækst og 20 ekstra mand. Mads besidder et skarp strategisk mindset og en dyb forståelse for det digitale, som gør ham til frontløber inden for branchen, og hans evner til at skabe vækst og stærke resultater, har ikke blot givet ham en partnerrolle hos AKQA, men også en plads på årets The M List.

HVAD HAR VÆRET DIN STØRSTE PROFESSIONELLE SUCCES I 2018?

Det må naturligvis være det øjeblik, da jeg trådte ind i direktionen for AKQA Denmark, med det overordnede ansvar for vores samlede leverancer på tværs af København og Århus.

HVAD VILLE DU GERNE HAVE GJORT MERE AF I 2018?

Arbejde sammen med endnu flere dygtige og ambitiøse virksomheder, som samtidig har skabt det organisatoriske setup, der faktisk tillader dem at agere ambitiøst og effektivt. Det er en sand fornøjelse, når de rette forhold er tilstede, og man har en fælles tillid og vision.

HVAD BLIVER DIN STØRSTE MARKETING UDFORDRING I 2019?

At skabe fortsat værdi i de projekter og arbejde, som vi laver sammen med virksomheder, i takt med at forventningerne stiger. Det er og bliver en udfordring at sikre en autentisk og relevant oplevelse, samtidig med at mange virksomheder er presset både internt og eksternt. Vi skal altså skynde os langsomt og aldrig glemme slutbrugerne.

HVORDAN FORVENTER DU, AT DIN ROLLE VIL FORANDRE SIG I 2019?

Mit fokus flytter sig helt naturligt ind mod vores egen eksekveringsevne igennem et styrket leveranceapparat. Det er 100 % afhængig af de mennesker vi er, og dermed ændrer min rolle sig til også at fokusere indsatsen endnu mere på ledelse og visionen af den rejse, vi er på.

HVIS DER VAR EN I BRANCHEN DU SKULLE GIVE ET SKULDERKLAP – HVEM SKULLE DET VÆRE OG HVORFOR?

Jakob Stigler fra Mano. En yderst behagelig, sjov, arbejdsom mand med visioner og en evindelig tro på det han sætter sig for. Den form for entusiasme er sjældent set, men ganske inspirerende.

HVIS 2019 SKAL VÆRE EN SUCCES FOR DIG, HVAD SKAL DU SÅ OPNÅ?

En oprigtig følelse, og ikke bare en febrilsk indbildning af, at jeg har været med til at påvirke mennesker i en (for dem) positiv og meningsfuld retning og forhåbentlig derigennem øget deres evne til selvrefleksion. Samtidig med at jeg forbliver den bedste udgave af mig selv. Som søn, mand, far og individ. Ellers har jeg såmænd ikke så meget!