Erfaring

I 2010 blev Morten Digital Strategist hos Wibroe, Duckert & Partners og efterfølgende Head of Digital Branding hos TV 2 Danmark. I 2016 tilsluttede han sig & Co., hvor han siden har haft titlen Head of Social and Brand Activation og i dag også er partner. Derudover er Morten bl.a. bestyrelsesmedlem hos F******Flink og jurymedlem ved Rambuk og Danish Digital Awards.

Motivation

Morten Saxnaes er en fremadstormende digital profil, der med erfaring fra flere af landets højtprofilerede kreative bureauer har bragt sig op i sværvægtsklassen, når det kommer til rådgivning og udvikling af digital og social marketing. Hos & Co. og NoA stiller Morten skarpt på disciplinen på tværs af selskaber og landegrænser, hvor han er med til at aktivere brands og kampagner. Han har en eminent evne til at analysere og forstå kunders målgrupper og deres væsentligste digitale drivers: En evne han investerer i sit arbejde, som har resulteret i flere prisvindende og succesfulde kampagner som “Help a Dane” og “The Inddoor Generation”, som & Co. i samarbejde med hhv. Kræftens Bekæmpelse/Tryg Fonden og Velux opnåede stor viral succes med. Mortens stærke faglighed og målbare resultater bringer ham igen i år på The M List.

HVAD HAR VÆRET DIN STØRSTE PROFESSIONELLE SUCCES I 2018?

At være med på & Co./NoA rejsen. Det er vanvittig fedt.

HVAD VILLE DU GERNE HAVE GJORT MERE AF I 2018?

Brugt mere tid med de kreative teams på & Co. Deres måde at tænke og være på, giver mig energi og lyst til at lave fede ting.

HVAD BLIVER DIN STØRSTE MARKETING UDFORDRING I 2019?

At blive ved med at udfordre os selv, og udvikle måden vi gør tingene på. Vores kunder forventer meget af os, men giver os kæmpe tillid, og er modige. At leve op til det, er altid en stor udfording. Det kræver, at vi altid er på forkant med udviklingen, og på nogle områder er med til at drive den. Og det er vanvittig spændende!

HVORDAN FORVENTER DU, AT DIN ROLLE VIL FORANDRE SIG I 2019?

Samarbejde, samarbejde, samarbejde. De løsninger, kunderne efterspørger i dag, kræver mange kompetencer, der skal arbejde sammen. At facilitere det samarbejde, eller være en aktiv og positiv medspiller, kommer til at fylde mere og mere.

HVIS DER VAR EN I BRANCHEN DU SKULLE GIVE ET SKULDERKLAP – HVEM SKULLE DET VÆRE OG HVORFOR?

Samantha Foltmar – Creative Lead på TV 2 Zulu. På Universal var hun en stor del af Gulddrengs succes, og det var noget af en bedrift. Nu er hun på min gamle arbejdsplads hos TV 2, og laver fantastiske ting derude. Hun har en intuition for godt indhold og gode fortællinger, som ganske få har. Hold øje med hende!

HVIS 2019 SKAL VÆRE EN SUCCES FOR DIG, HVAD SKAL DU SÅ OPNÅ?

Det samme som i 2018. Det har været fedt! Og så skal jeg forbedre mit dartspil. Der var 2018 en stor skuffelse 🙂