Erfaring

Simon startede karrieren hos Kunde & Co., hvor han var fra 1997 til 2010. Siden er han gået fra Account Manager til Senior Account Manager, Group Account Director, Junior Partner, Partner, Senior Partner til Managing Partner. I 2010 kom Simon til Sunrise, hvor han i dag er CEO & Co-owner.

Motivation

Simon Hertz er en innovativ marketer med stor strategisk tyngde, der i spidsen for Sunrise atter har sat bureauet i offensiven. Efter et par hårde år har Simon sat en mere strategisk retning og transformeret bureauet fra at være et reklamebureau til The Commercial Transition Agency. Simon har hentet to nye partnere ind og fået mere end 15 nye virksomheder på kundelisten, og blandt nye samarbejder tæller Hafnia Tankers, Sampension og nemlig.com. Sunrise skal i fremtiden være drevet af viden, indsigter og effekt og samtidig holde fast i stærke idéer og skarpe kreative eksekveringer, hvilket Simon med sin skarpe og præcise tilgang til markedet må siges at være den rette profil til. Simons plads på årets The M List er derfor fuldt fortjent.

HVAD HAR VÆRET DIN STØRSTE PROFESSIONELLE SUCCES I 2018?

Jeg er stolt over, at vi har gennemført et smertefrit og konstruktivt generationsskifte på bureauet. Et generationsskifte som har fungeret som omdrejningspunkt til at transformere bureauet væk fra de mere traditionelle reklamebureauer til i højere grad at møde markedet med nye holdninger, kompetencer og relevante konsulentorienterede ydelser.

HVAD VILLE DU GERNE HAVE GJORT MERE AF I 2018?

Jeg vil altid gerne bruge endnu mere tid og energi på alle de spændende projekter og kunder, som bureauet er involveret i. Det samme gælder ift. organisationen og alle de dygtige medarbejdere, som jeg og vores kunder har glæden af til daglig. Men man kan jo ikke nå det hele, så jeg ville gerne at 2018 havde givet mig lidt flere timer i døgnet.

HVAD BLIVER DIN STØRSTE MARKETING UDFORDRING I 2019?

I forhold til bureauet bliver det at rykke perceptionen væk fra de traditionelle reklamebureauer og cementere vores position som værende den uundværlige løftestang, når et brand eller en virksomhed skal flyttes til et nyt niveau; The Commercial Transition Agency – modigere end konsulenthusene, mere tænksomme end reklamebureauerne.

HVORDAN FORVENTER DU, AT DIN ROLLE VIL FORANDRE SIG I 2019?

Jeg forventer ikke nødvendigvis at den vil ændre sig markant, men jeg er selvfølgelig altid opmærksom på tendenser og bevægelser i markedet – og ud fra dette vurderer jeg så forandringsbehovet. Jeg vil således ikke forandre bare for at forandre – men jeg er forandringsparat og klar til input.

HVIS DER VAR EN I BRANCHEN DU SKULLE GIVE ET SKULDERKLAP – HVEM SKULLE DET VÆRE OG HVORFOR?

Min egen organisation. At være en del af den transformation vi har været igennem er ikke altid nemt. Det er masser af nyt, man skal forholde sig til og involvere sig i, tage stilling til med videre. Holdet har virkelig bakket op og udvist stor gejst, motivation og forståelse for rejsen. Det er jeg dybt taknemmelig og glad for.

HVIS 2019 SKAL VÆRE EN SUCCES FOR DIG, HVAD SKAL DU SÅ OPNÅ?

Vi skal videre på vores rejse, få implementeret flere af vores nye initiativer og dermed fortsat skabe stærke resultater for eksisterende kunder. Derudover skal vi tiltrække nye og ambitiøse kunder – gerne internationalt. Og endelig vil vi fortsat være en attraktiv arbejdsplads, der formår at fastholde og tiltrække dygtige medarbejdere.