Erfaring

Anders startede karrieren hos Carlsberg Group, hvor han senest sad som Area Brand Manager. Herefter har han bl.a. været Account Director, først hos Roll Company og siden hos Publicis /Reputation. Efterfølgende har han siddet i ledende marketingroller hos Vopium, MAQS Law Firm og Microsoft. I dag sidder Anders som Head of Digital hos Specsavers.

Motivation

Anders Koefoed er tilbage på The M List og står stadig stærkt som Specsavers digitale skarpretter. De seneste år har han været med på en spændende rejse hos den optiske detailkæde, hvor han sidder godt i stolen som ansvarlig for samtlige af koncernens digitale initiativer i de nordeuropæiske lande. Især i løbet af det seneste år er der set stor vækst, som har resulteret i, at sub-brandet Louis Nielsen nu sidder på næsten halvdelen af det danske marked. Anders’ hårde arbejde har også lønnet sig i udviklingen af et in-market-program: ”Det lange, seje træk” gennem tæt samarbejde med OMD. Det har givet banebrydende ny og brugbar kundedata. Med sin tunge tekniske erfaring og dybe digitale forståelse hersker der ingen tvivl om, at Anders igen i år lander en plads på The M List.

Hvad har været din største professionelle succes i 2019?

2019 har været synonym med forandring. En gennemgribende transformation af digital mod et langt stærkere datadrevet og automatiseret set-up. Dette er stadig work-in-progress og involverer både organisation, kompetencer, processer og tech-stack samt eksterne samarbejdspartnere. Et projekt, der har til gode at vise sit resultat til næste år.

Hvad ville du gerne have gjort mere af i 2019?

Mere af ovennævnte, men det er nok en rejse, der aldrig ophører, hvorfor man altid kan gøre mere af det.

Hvad bliver din største marketingudfordring i 2020 hvis forudsigelserne om dårligere konjunkturer holder stik?

At øge effektivisering af den digitale kunderejse gennem øget personalisering og automatisering af vores kommunikation på tværs af samtlige touch points ned til butik.

Hvordan forventer du, at din rolle vil forandre sig i 2020?

Endnu mere agilitet og tilpasning til de konstante udfordringer og muligheder, der opstår i kølvandet af ny teknologi og mulighed for at agere på og aktivere data og indsigter.

Vil FN’s verdensmål påvirke dit arbejde i 2020 – og i så fald hvordan?

Gennem vores CSR-program arbejdes der fokuseret på, hvordan vi kan give tilbage til samfundet i bred forstand, så det vil indgå som et naturligt element i de bestræbelser.

Hvis der var en i branchen du skulle give et skulderklap – hvem skulle det være og hvorfor?

Alle mine kolleger, som i samarbejdets ånd har deltaget og været med i transformationen hen over året.