Erfaring

Cecilia startede sin karriere hos Carat i 2008 som Digital Planner. Efter tre år rykkede hun videre til IMPACT i rollen som Online Marketing Project Manager og senere som Head of Online Marketing. I 2014 gik rejsen tilbage til Carat, først som Digital Account Manager og herefter som Digital Director. I dag sidder hun som Executive Director for Carat Denmark i Aarhus.

Motivation

Vi byder Cecilia Jonasson velkommen på The M List 2020, hvor hun anerkendes for sit høje kompetenceniveau og sine endnu højere ambitioner. Med dyb digital indsigt og sjældne drive kan Cecilia bryste sig af, at Carat fortsat ser vækst til trods for en branche, der ellers er underlagt skelsættende forandringer. Ifølge MyImage-undersøgelsen er Carat flere gange kåret som det mediebureaubrand i Danmark med det bedste image, men Cecilia hviler ikke på laurbærerne af den grund. Fra direktørstolen, vest for Storebælt, sætter hun ikke kun den interne barre højt, men formår samtidig at styrke eksterne relationer gennem stærkt strategisk arbejde og blik for branchens udvikling. Dette har medført høj kundeloyalitet, som ikke mange i branchen kan prale af. Cecilia har sat et flot aftryk på både Carat og årets The M List.

Hvad har været din største professionelle succes i 2019?

Er skabt i samarbejdet med vores kunder og kollegerne i Carat/Dentsu. Vi er vækstet, har leveret stærke løsninger, og vi har fastholdt en høj kunde- og medarbejdertilfredshed, og så blev vi igen i år kåret som Danmarks stærkeste mediebureau i årets MyImage-analyse.

Hvad ville du gerne have gjort mere af i 2019?

Jeg ville gerne have haft mere tid sammen med mine skønne kolleger og været mere nærværende i hverdagen.

Hvad bliver din største marketingudfordring i 2020 hvis forudsigelserne om dårligere konjunkturer holder stik?

Største udfordring bliver at fastholde og styrke det, vi gør rigtig godt i dag. Hvis vi forsat sætter kunderne i centrum og hver dag kæmper for kundernes forretning, står vi et godt sted. Dokumentation og gennemsigtighed bliver kun vigtigere, og vi skal fastholde dette fokus også i travle perioder.

Hvordan forventer du, at din rolle vil forandre sig i 2020?

Jeg vil gerne sætte endnu mere fokus på udvikling. Både forretningsmæssigt, fagligt og menneskeligt.

Vil FN’s verdensmål påvirke dit arbejde i 2020 – og i så fald hvordan?

Ja bestemt. Flere og flere brands arbejder værdibaseret og med purpose marketing. I 2020 kommer det til at fylde endnu mere, og det stiller store krav til os som rådgivere. Vi skal sikre, at indsatserne er baseret på de rigtige indsigter, og at vi har et solidt brandstrategisk fundament.

Hvis der var en i branchen du skulle give et skulderklap – hvem skulle det være og hvorfor?

Det bliver Lars Bo Jeppesen. Personligt har Lars Bo været en kæmpe inspiration gennem årene, og han gjort det ekstremt godt både herhjemme og i resten af Europa.