Erfaring

Claus startede karrieren hos Fox Riders Co. i 2005. Senere rykkede han til Trendhouse Group som Nordic Area Manager. Og siden til Nordisk Film. Claus har efterfølgende siddet knap syv år hos Red Bull, men har siden sommeren 2018 været Chief Marketing & Digital Officer for Fitness World Group.

Motivation

Claus Nielsen er for første gang at finde på The M List, men med hans fart og flair, er han kommet for at blive. Han forstår marketingfeltet ned til mindste detalje og er ansvarlig for både salg, marketing og digital for Danmarks største fitnesskæde. En stilling, der kræver stort overblik og forretningsmæssig tæft, men må siges at være kompetencer, Claus er i besiddelse af. Lige siden han steg op på løbebåndet, har han udviklet og implementeret resultatstærke vækststrategier på tværs af brands og markeder, både herhjemme og i udlandet. Med 200 km/t har han stået i spidsen for kædens digitale transformation, og de seneste år har de brystet sig af en flot medlemsekspansion på over 20 % i et stærkt presset marked. Claus’ marketingtække får ham helt i mål og lander ham en førsteklasses plads på The M List 2020.

Hvad har været din største professionelle succes i 2019?

Etablering af en ny international kommerciel og digital organisation, der har leveret en fantastisk forretningsmæssig udvikling. Vi har lanceret en ny kommerciel strategi og kommunikationsplatform der har leveret rekord resultater og medlemstilfredshed. Vi har skabt en ny forretning og brand, samt opnået +1 mio. unikke downloads af vores app.

Hvad ville du gerne have gjort mere af i 2019?

Vi er lykkedes med rigtig mange af vores prioriteringer i år og har drevet en stærk organisatorisk og forretningsmæssig udvikling. Jeg ville gerne have været endnu længere med vores internationale udrulninger og stærke CSR initiativer, samt brugt endnu mere tid samlet med teamet.

Hvad bliver din største marketingudfordring i 2020 hvis forudsigelserne om dårligere konjunkturer holder stik?

Den største kommercielle udfordring bliver fortsat at sikre vores internationale gearing og udvikling af virksomheden, organisationen, nye produkter og services. Herunder ledelsesmæssigt skabe rum, rammer og relationer, der både internt og for vores medlemmer kan sikre fortsat styrket relevans og udvikling.

Hvordan forventer du, at din rolle vil forandre sig i 2020?

Vores kommercielle, organisatoriske og digitale transformation vil accelererer yderligere internationalt. Ligeledes vil vi bevæge os ind i nye forretningsområder og styrke etablerede forretningsenheder, hvilket samlet betyder, at det ledelsesmæssige ansvar, vil blive bredere og skaleres yderligere internationalt.

Vil FN’s verdensmål påvirke dit arbejde i 2020 – og i så fald hvordan?

Vores ambition er at skabe sunde vaner og et sundt forhold til sundhed for alle. Herigennem hænger vores kerneprodukt naturligt sammen med verdensmålene. I 2020 styrker vi indsatsen yderligere, bl.a. gennem strategiske partnerskaber og med et endnu bredere perspektiv lokalt og internationalt.

Hvis der var en i branchen du skulle give et skulderklap – hvem skulle det være og hvorfor?

Jeg synes generelt, der er rigtig mange, der fortjener et skulderklap, bl.a. vores tætte samarbejdspartnere. Men stort high-five til Shape, der formår at løfte niveauet på digitale produkter herhjemme, Jeppe Rindom og Pleoteamet der virkelig udvikler sig internationalt, samt & Co. der endnu engang leverer internationalt topniveau.