Erfaring

I 2013 startede Kasper karrieren som Int. Marketing Coordinator hos Marel. Efterfølgende har han siddet i ledende marketingstillinger hos Vestas, Specsavers/Louis Nielsen og Kvik. I 2018 blev han hentet til Nordlux som Chief Product & Marketing Officer, hvor han har siddet siden.

Motivation

Kasper Granat er en stærk og visionær marketer, som gennem højtstående lederstillinger har vist sit værd i op til flere stærke virksomheder. Siden 2018 har han siddet med ansvar for marketinginitiativerne hos Nordlux og her leveret synlige og flotte resultater med sin innovative og strategiske tilgang og stærke ledelsesevner. Kasper kommer med en dyb og opdateret forbrugerindsigt samt en unik kommerciel forståelse, som skinner stærkt igennem Nordlux’ resultater og ambitioner. Med Kaspers marketingbaggrund og unikke flair for at kombinere moderne design med verdensklasse teknologi, er Nordlux’ danske designprodukter prisvindende ved internationalt anerkendte awards og kan findes i mere end 50 lande. Kaspers navn lyser derfor flot og klart op på The M List 2020.

Hvad har været din største professionelle succes i 2019?

I Nordlux har vi til 2019 udviklet vores helt eget smart light system. Alt fra cloud til de fysiske produkter. En gigantisk opgave med UX og helt nye teknologier og partnerskaber bragt i spil. Det er vores mest komplicerede produkter til dato – men det er lykkedes os, at gøre brugeroplevelsen ukompliceret og produktet billigt.

Hvad ville du gerne have gjort mere af i 2019?

Jeg ville gerne have gjort mere for at sikre mere uformel tid med mit team og de nære samarbejdspartnere. Altså udover projektmøder, bestyrelsesmøder, skypemøder osv. Tid til refleksion, kreativitet og forandring.

Hvad bliver din største marketingudfordring i 2020 hvis forudsigelserne om dårligere konjunkturer holder stik?

Det er jo helt klassisk marketing – der skal bygges nye markeder, segmenter og kategorier op til at fortsætte væksten.

Hvordan forventer du, at din rolle vil forandre sig i 2020?

Vores sortiment udvider sig fra fysiske produkter til IoT-produkter. Her får vi nu den direkte kontakt med slutbrugerne. Hvad kan og skal vi gøre med den? Det bliver en dynamisk process, men også en, hvor vores holdning som brand vil komme til stærk udtryk og efterlade særkende og preference.

Vil FN’s verdensmål påvirke dit arbejde i 2020 – og i så fald hvordan?

Ja! Marketing handler altid om forandring – og effektivitet – ligesom målene. Med ansvar for produkt i en virksomhed, som er blandt de førende i verden på LED, så er det oplagt, at vi fortsat fokuserer på energieffektiviteten af vores produkter. Sammenholdt med lav pris, så kan vi faktisk fortsat gøre en stor forskel på dette punkt.

Hvis der var en i branchen du skulle give et skulderklap – hvem skulle det være og hvorfor?

Dan Hestbæk. Stifter af Lift Relations. Dan har været tilkaldevagt, når ægteskab mellem bureau og kunde forliste. Erfaringerne som matchmaker til nye samarbejder har Dan konsolideret i operationelle digitale værktøjer for nu at forhindre forlis – og sikre værdiskabelsen. Så skulderklap og anbefaling herfra!