Erfaring

Kims kreative profil er et produkt af spændende roller først hos DDB Needham, hvor han var copywriter og strateg, og senere hos Grey, hvor han i to år havde sin gang som kreativ og strategisk direktør. Han startede sammen med Michael Robert i 1998 det kreative bureau Robert/Boisen & Like-minded, hvor han siden har siddet som CEO.

Motivation

For femte gang byder vi Kim Boisen velkommen på The M List, og det ovenpå endnu et stærkt år for ham og Robert/Boisen & Like-minded. I det kreative bureaus tilfælde er alder i den grad blot et tal, når det med 21 år på bagen i en benhård bureaubranche fortsat er blandt frontløberne. En gennemgang af årets præstationer tæller flotte priser ved bl.a. True Awards, Creative Circle og Danish Digital Award, en top-5 placering blandt de mest top-of-mind bureauer herhjemme samt en udnævnelse som det mest kreative bureau, givet af landets ledende marketingchefer, for niende år i træk. Samtidig har Kim og co. etableret sig solidt som et hus, der tiltrækker nogle af branchens skarpeste unge profiler. Kim er én af de vores begavede bureaudirektører, kreativt og ledelsesmæssigt, og derfor fortsat en sikker The M List-profil.

 

Hvad har været din største professionelle succes i 2019?

At vi ni år i streg er blevet kåret af annoncørerne som dem, der er bedst til kreativitet. At vi samtidig er det bureau, der har vundet flest Advertising Effectiveness priser med tre Grand Prix’er de seneste fire år. Det taler i hvert fald ikke imod det, vi altid har prædiket for dem, der gad høre på det: At kreativitet er en genvej til effekt!

Hvad ville du gerne have gjort mere af i 2019?

Som altid, at flere af vores idéoplæg havde fået mulighed for at blive til virkelighed. Men budgetnedskæringer og hyppigere skift af de marketingansvarlige er også bare blevet en del af branchens virkelighed. Like it or not.

Hvad bliver din største marketingudfordring i 2020 hvis forudsigelserne om dårligere konjunkturer holder stik?

Vi kommer alle til at kæmpe lidt hårdere. For at vinde nye budgetter og få mere ud af dem.

Hvordan forventer du, at din rolle vil forandre sig i 2020?

Jeg tror ikke, den vil ændre sig mærkbart fra det, jeg ser som min rolle i dag.

Vil FN’s verdensmål påvirke dit arbejde i 2020 – og i så fald hvordan?

Det gør de allerede. Vi arbejder for flere NGO’er og andre virksomheder, der har set (forretnings-)mulighederne i at bidrage til at løse nogle af de største samfundsproblemer. Herunder de 17 verdensmål.

Hvis der var en i branchen du skulle give et skulderklap – hvem skulle det være og hvorfor?

Der er stadig mange i vores branche, der gør det godt. Hvis jeg skulle pege på nogen, som overraskede positivt i 2019, er det Carlsberg Group, der i den grad har steppet up og er begyndt at komme med spændende løsninger på nogle af klodens emballageudfordringer. Det er virkelig storydoing.