Erfaring

I 2008 startede Lars sin karriere hos DR. Her sad han i over ni år, indtil han 2011 rykkede til LEGO, først som Social Media Strategist, herefter som Head of Social Media, så Global Director of Social Media & Search og til sidst Senior Global Director of Social Media & Video. I 2018 rykkede han videre til Viacom, hvor han i dag sidder som Senior Vice President for Viacom Digital Studios.

Motivation

Lars Silberbauer er en gammel kending på The M List, og en plads på 2020-listen kommer han heller ikke udenom. Han har ikke blot sat sit præg herhjemme, men har også gjort sin indmarch på den internationale scene. Fra sin position som Senior Vice President for Viacom Digital Studios viser Lars igen, at han er fuldt opdateret på branchens nyeste trends og tendenser. Placeret i ”The City of Dreams” skaber Lars også selv eventyrlige drømme for MTV, hvis brand han har taget til helt nye højder gennem digitale kampagner og koncepter. Med solid faglighed har Lars bevist, at han om nogen har flair for at genopfinde og gentænke den veletablerede tv-kanal og bringe den ind i den digitale tidsalder, helt ind til den næste generation af seere. Lars er en international anerkendt profil, som endnu en gang pryder The M List.

Hvad har været din største professionelle succes i 2019?

At transformere Viacom’s digital studier i New York og Los Angeles fra traditionel tv-produktion til data-dreven digital produktion og herefter succesfulde digitale serier og bringe musik tilbage på MTV’s digitale platforme.

Hvad ville du gerne have gjort mere af i 2019?

Da mit fokus har været på det amerikanske marked, så har jeg ikke været i Asien så meget, som jeg normalt plejer. Det vil jeg gerne gøre mere i 2020.

Hvad bliver din største marketingudfordring i 2020 hvis forudsigelserne om dårligere konjunkturer holder stik?

Som tv-forbruget falder, bliver udfordringen at skabe nye digitale content brands (IPs) udelukkende gennem digitale kanaler.

Hvordan forventer du, at din rolle vil forandre sig i 2020?

Jeg forventer, at de digitale roller i ledende virksomheder bliver endnu mere centrale og får en større plads i forretningsstrategien.

Vil FN’s verdensmål påvirke dit arbejde i 2020 – og i så fald hvordan?

Jeg er board member i non-profit organisationen #IamtheCODE, som har til mål at uddanne 1 mio. kvinder fra Asien og Afrika til udviklere og entreprenører. Det er primært FN’s SDG 4 og 5 som er målet. Jeg var i år på besøg i Kakuma Refugee Camp for at undervise og se vores projekter.

Hvis der var en i branchen du skulle give et skulderklap – hvem skulle det være og hvorfor?

Johannes Langkilde som i 2019 lancerede “Det Politiske Talkshow”. Innovativt format som giver en ny vinkel på politik.