Erfaring

Mads startede karrieren hos IBM. Senere kom han til Kimberly-Clark og siden hen til Coca-Cola. Fra 2010 og knap fem år frem bestred han direktørposter hos Carlsberg Group, inden han i 2014 startede sit eventyr hos McDonald’s. Her har han siden efteråret 2019 siddet som Managing Director.

Motivation

Mads Friis må siges at være en af de mest spændende kommercielle marketingprofiler herhjemme. Som tidligere kommerciel direktør hos en af de største fastfood-kæder i Danmark, har han arbejdet på at modernisere menukortet, sikret Food Folk Danmarks relevans på tværs af aldersgrupper og præferencer og løftet danskernes tillid til brandet. Mads kan tage en stor del af æren for, at kæden i Danmark i disse år slår rekorder på stribe, og med sit skarpe kommercielle blik og brede forbrugerforståelse, har han gjort sig til frontløber for Food Folk’s positive danske udvikling. Det førte ham i efteråret til tops hos kæden i Danmark. Som Managing Director skruer Mads yderligere op for ambitionskomfuret med målet om fortsat at levere fremragende resultater i Danmark og udvide gruppen af franchisetagere. Mads har en sikker 2020-plads.

Hvad har været din største professionelle succes i 2019?

Det har nok været, at jeg blev forfremmet til Managing Director 🙂 . Nej, det har været, at vi har kunne blive ved med at vækste tilliden til McD-brandet – og dermed øge salget.

Hvad ville du gerne have gjort mere af i 2019?

Jeg ville godt have været bedre til at prioritere og stoppe diverse projekter – for så at kunne gøre os endnu mere umage med færre ting.

Hvad bliver din største marketingudfordring i 2020 hvis forudsigelserne om dårligere konjunkturer holder stik?

Det er den samme som de sidste fem år – at vækste tilliden til McD-brandet. ALT handler om tillid – så det er fortsat vores fokus.

Hvordan forventer du, at din rolle vil forandre sig i 2020?

Ja, nu har jeg jo fået et nyt ansvarsområde. Så jeg skal nu blive endnu bedre til at lede gennem ledere, samt sikre at jeg altid har de bedste og mest motiverende omkring mig. Jeg skal tænke mig endnu mere om ift. at prioritere, end jeg gjorde før. Jeg laver som sådan ikke så meget selv, det er alle dem omkring mig der får ”stuff” til at ske! Og så vil jeg gøre mig umage for at fortsætte med at være passioneret og nysgerrig – nysgerrig på at forstå ”stuff”….men det sker nok af sig selv.

Vil FN’s verdensmål påvirke dit arbejde i 2020 – og i så fald hvordan?

Det gør de allerede. Nogle af dem er naturligvis mere oplagte for os at gøre noget ved end andre – men helt sikkert!

Hvis der var en i branchen du skulle give et skulderklap – hvem skulle det være og hvorfor?

Der er mange gode hos DDB – men især Christian Budtz – han forstår at gøre det komplicerede simpelt…og det er stadig en undervurderet kompetence.