Erfaring

Magnus’ flotte karriere hos Vestas startede i 2007 som Project Manager, BD Kina. De seneste 12 år er han støt trådt højere op ad den interne karrierestige med stillinger som bl.a. Regional MarCom & Intel Director for Vestas’ mellemøstlige, nordafrikanske og latinamerikanske markeder. Siden juli 2018 har han siddet som Vice President, Global Marketing & Brand.

Motivation

Magnus Bach står i spidsen for Vestas’ internationale marketingstrategier. Med en stærk faglighed og singulære strategiske og digitale kompetencer spiller han en essentiel rolle i den spændende globale rejse, den førende leverandør på det danske og internationale vindmøllemarkeder er på. Med et skarpt og visionært blik har Magnus formået at sikre, at Vestas fortsat er på forkant med udviklingen, både hvad angår branding og relevante kunde- og marketinginitiativer. Det er Magnus’ høje marketingfaglighed, solide ledelsesevner og internationale meritter, samt de flotte resultater der fortsat sikrer god og solid vind på trods af kraftigt blæsevejr, og igen i år lander han på The M List.
 

Hvad har været din største professionelle succes i 2019?

Det har været lanceringen af vores Formel-E partnerskab med Mercedes- Benz EQ. Partnerskabet er ikke udelukkende en hospitality-platform rettet mod kunder og medarbejdere. Det er en strategisk kommunikationsplatform, der over tid vil underbygge epositioneringen af vores brand

Hvad ville du gerne have gjort mere af i 2019?

Tidligere på året lancerede vi EnVentus platformen, der bygger på modulerbar arkitektur, som man kender fra bilindustrien: EnVentus er enestående i industrien. Udover EnVentus har det været småt med lanceringer, til dels fordi der er et behov for øget ”bundling” i vores produkthierarki. Det er en kompleks opgave, som har været en hæmsko i 2019.

Hvad bliver din største marketingudfordring i 2020 hvis forudsigelserne om dårligere konjunkturer holder stik?

Vores vækst er knyttet til meget fundamentale markedskræfter, herunder elektrificering: Grøn omstilling og digitalisering. De er ikke umiddelbart konjunktur-følsomme. Min primære udfordring i 2020 bliver dermed at sikre, at Vestas opfattes som markedsleder, også inden for områder som kan virke perifere for vores nuværende forretningsmodel.

Hvordan forventer du, at din rolle vil forandre sig i 2020?

Jeg fornemmer klart, at marketing i stigende grad er centralt placeret, både på den korte og lange bane. Jeg tror, at jeg i stigende omfang vil få mulighed for at arbejde med de mere fundamentale spørgsmål som brand hierarki: Kunderejse, kundeindsigt og digital infrastruktur. Fremfor udelukkende fokusere på kampagneeksekvering.

Vil FN’s verdensmål påvirke dit arbejde i 2020 – og i så fald hvordan?

Verdensmålene er forholdsvis uforpligtigende hensigtserklæringer. I det lys vil verdensmålene ikke som sådan påvirke mit arbejde. Bæredygtighed og ansvarlig virksomhedsføring vil – imidlertid – blive ekstremt vigtigt for os i 2020. Både i vores dialoger med underleverandører og kunder, men også i vores bredere kommunikation.

Hvis der var en i branchen du skulle give et skulderklap – hvem skulle det være og hvorfor?

I forbindelse med vores Formel-E sponsorat, har vi haft et behov for at definere vores stemme, vores sprog i en racerløb-konteks. Fifty Digital – som er udsprunget af Mercedes Motorsport og bl.a. arbejder med Ferrari i Formel 1 – har hjulpet os på denne rejse. Sammen har vi formået at rekontekstualisere Vestas på en engagerende måde.