Erfaring

I 1997 blev Martin Strategic Media Planer hos OMD Denmark, hvilket blev springbræt for hans spændende karriere. Han har efterfølgende haft roller som marketingdirektør hos Lantmännen, Marketing Manager hos TDC og marketingchef hos både Toms Gruppen og Coop Danmark. Siden maj 2017 har Martin siddet på posten som Marketing Director hos Danske Spil.

Motivation

Martin Dalsgaard Andersen er en innovativ og strategisk skarp marketer med lang erfaring inden for FMCG- og telecom-industrien. I mere end to år har han siddet som Marketing Director for en af landets største annoncører, hvilket kræver stor faglighed og en visionær tilgang til marketingfeltet. Det forgange år har han bl.a. vist sin flair gennem fortsat stor turn-around og modernisering af virksomheden og deres produktportefølje samt en stadig insourcing af digitale marketingdiscipliner. Initiativer, som afspejles i en positiv top- og bundlinje. Martins markedskendskab og ambitiøse vækstagenda har endvidere resulteret, i at Danske Spil nu også skal sikre den forsatte fremdrift for det veletablerede TivoliCasino.dk. Martin præsterer på marketing- og annoncørsiden på fornemmeste vis og skal anerkendes med endnu en plads på The M List.

Hvad har været din største professionelle succes i 2019?

Mit ydmyge bidrag til den store transformation i Danske Lotteri Spil – og rejsen fra fald til vækst. Dette er bl.a. sket gennem en kraftig modernisering af brand-porteføljen, en imponerende digital transformation, opbygning af nye kompetencer og nyt organisatorisk setup.

Hvad ville du gerne have gjort mere af i 2019?

Det er mere og mere tydeligt, at dem som evner, at kombinere almindelig sund fornuft med høj marketing faglighed og alle de nye digitale muligheder vinder kampen på sigt. Den indsats skal intensiveres yderligere i 2020, og udviklingen af nye relevante digitale features og kundeoplevelser skal opprioriteres i 2020.

Hvad bliver din største marketingudfordring i 2020 hvis forudsigelserne om dårligere konjunkturer holder stik?

Den største opgave må blive at skabe yderligere merværdi og reason-why for vores mest loyale kunder. Fx gennem unikke og relevante tilbud og nye digitale features og ydelser. Alt sammen noget som skal øge og forbedre kundeoplevelsen.

Hvordan forventer du, at din rolle vil forandre sig i 2020?

Digitalisering gør, at kravene til CMO-rollen ændrer sig hastigt og marketingfeltet bredes ud. Det betyder øgede krav til gode samarbejdsevner, stærke lederevner og evnen til at se endnu mere holistisk på forretningen. Dagene med konger og siloer er endegyldigt ovre.

Vil FN’s verdensmål påvirke dit arbejde i 2020 – og i så fald hvordan?

Verdensmålene betyder allerede meget. Gennem udlodningsmidlerne støtter vi bl.a. i Danske Spil rigtig mange gode formål og lokale foreninger og er dermed med til at styrke og skabe sammenhængskraft lokalt mange steder i Danmark. Det er netop et af verdensmålene at styrke lokale foreninger og samfund, også i den udviklede del af verden.

Hvis der var en i branchen du skulle give et skulderklap – hvem skulle det være og hvorfor?

Alle dem som hver dag går et ekstra skridt for at skabe unikke kundeoplevelser, stærk kreativitet og god kommunikation.. og tør udfordre konventionerne!