Erfaring

Mette startede sin karriere som Product Manager hos Bonbon i 1997, indtil hun i 2000 rykkede til Kraft Foods. Her sad hun i over ni år i en række forskellige stillinger som bl.a. Senior Marketing Manager, Coffee og skandinavisk Marketing Manager, Biscuits. I 2010 startede hun i sin nuværende stilling som marketing- og innovationsdirektør hos Orkla Foods Danmark.

Motivation

For femte år i træk kan Mette Johansen ses på The M List, og det er der mange gode grunde til. I sin daglige gang hos Orkla formår hun om nogen at tænke marketing og innovation sammen i banebrydende FMCG-løsninger, og dette med udgangspunkt i høj faglighed og dyb forståelse for både
markedstrends og kunder. Mette kan bryste sig af at være en af nøglepersonerne bag strategisk stærke markedsintroduktioner, som det seneste år har vist sig i spændende veganske og bæredygtige produkter. Inden for dansk detailhandel brillerer Mette som en visionær leder i en interessant organisation, der dertil har tjek på hele arbejdet med værdikæden. Hun er ikke blot nytænkende, men også en kommerciel tænker, hvis initiativer kan læses på bundlinjen. Det er for denne skarpe og komplekse profil, at Mette igen er på årets liste.

Hvad har været din største professionelle succes i 2019?

At vi er lykkedes med at implementere en ny måde at arbejde på hos Orkla Foods Danmark. Vi arbejder mere specialiseret, og kan dermed gå dybere ned i det enkelte område OG er blevet bedre til at bruge hinandens kompetencer på tværs af organisationen.

Hvad ville du gerne have gjort mere af i 2019?

Skabt mere vækst, højere brand præference og flere succesfulde innovationer. Men det er en rejse, vi er på, og vi er på rette vej. Det tager bare tid!

Hvad bliver din største marketingudfordring i 2020 hvis forudsigelserne om dårligere konjunkturer holder stik?

Mange af de kategorier, som vi hos Orkla Foods Danmark befinder os i, er faldende. Vi skal holde fokus på vores vækstplatforme, så porteføljen bliver drejet mod nye vækstmuligheder. Det er svært, når de store kategorier også er dem, som giver “smør på brødet”!

Hvordan forventer du, at din rolle vil forandre sig i 2020?

Jeg forventer egentligt ikke, at det vil forandre sig så meget. Vi har lige været igennem en stor forandringsproces, og den er i fuld gang med at blive implementeret. Jeg spiller en central rolle i at få mest muligt ud af vores folk gennem sparring og det at gå foran.

Vil FN’s verdensmål påvirke dit arbejde i 2020 – og i så fald hvordan?

Ja, og det gør de allerede. Orkla har en veldefineret strategi på området og vi har I Orkla Foods Danmark valgt fire områder ud, som vi arbejder fokuseret med. Det påvirker vores måder at agere på i produktionen, i produktudviklingen og i valg af emballager. Meget meget spændende og svært stykke arbejde der ligger foran os.

Hvis der var en i branchen du skulle give et skulderklap – hvem skulle det være og hvorfor?

Jeg vil fremhæve vores strategiske marketingchef Trine Søndergaard. Trine er utrolig dygtig og har altid en positiv vinkel på udfordringer samt er klar på enhver forandring.