Erfaring

Nikolaj startede sin karriere som Business Developer hos Libris Media i 2011. Efterfølgende rykkede han til BABY som konsulent og tre år senere til Kunde & Co., senest som Group Director. I 2017 rykkede han til CBB Mobil, hvor han lige siden har siddet som Head of Online & Marketing.

Motivation

Nikolaj Boserup forvalter sine marketingevner i både teori og praksis til UG. Til trods for en ung alder, er han en af de få i branchen med modet til at holde fast i det, han mener er det rigtige på lang sigt. Det har medført en signifikant stigning i brandkendskab samt et historisk lavt churn. Præstationer, der har sikret CBB Mobil vækst i et ellers stagnerende marked. Nikolaj evner at gennemskue kompleksitet og derefter at oversætte det til simple retninger for både kunder og medarbejdere. Det har bygget bro mellem salg og marketing og udviklet spændende kampagner med national succes. Et eksempel er kampagnen ”#Udenfilter”, som danskerne i den grad har taget til sig. Kampagnens bærende reklamevideo ”Livet uden filter” indtog tidligere i 2019 en førsteplads som den mest populære reklamevideoer på YouTube. Velkommen på The M List. 

Hvad har været din største professionelle succes i 2019?

Tre ting: 1) Vores markedsposition internt i CBB samt hos kunderne står knivskarpt. 2) Vores kommercielle muskel er styrket, og vi sælger mere på cbb.dk. 3) Vigtigst, at vores egne medarbejdere giver udtryk for, at vi er dygtige til at samarbejde, og vi har en ukompliceret tilgang til opgaver og er glade for at gå på arbejde.

Hvad ville du gerne have gjort mere af i 2019?

Refleksion og fordybelse. Det er ingen hemmelighed, at der er fart over feltet i vores branche. Jeg bruger meget tid på læring, idégenerering og forskellige projekter, men at komme dybere i min refleksion over tilgangen, er noget, jeg i 2020 vil sætte specifik tid af til, så vi sikrer at vi konstant udvikler og fornyer os.

Hvad bliver din største marketingudfordring i 2020 hvis forudsigelserne om dårligere konjunkturer holder stik?

Det vil være mere positivt end negativt for os. Som lavprisselskab er vi et af de steder, folk søger hen, for at få sparepengene til at række længere. Skulle det mod min forventning ske, vil investeringslysten nok blive mindre, og så forventer jeg at skulle overbevise de rigtige personer om marketinginvesteringens vigtighed i nedgangstider.

Hvordan forventer du, at din rolle vil forandre sig i 2020?

Jeg har altid været nysgerrig på at udvide min faglige horisont og kompetencer. Der, hvor jeg lige nu ser meget spændende muligheder, er i samspillet mellem vores digitale kanaler, business intelligence og kommercielle aktiviteter. Derudover skal vi i teamet lære at bringe maksimal værdi ud af vores nye fysiske distributionsled.

Vil FN’s verdensmål påvirke dit arbejde i 2020 – og i så fald hvordan?

Nok mest indirekte, men specielt nummer 9 (industri, innovation og infrastruktur) bliver i højere og højere grad afhængig af den teknologi, vi som organisation leverer. Her ligger der ekstremt mange spændende kommercielle muligheder indenfor bla. IoT og 5G. Det forventer jeg helt sikker er noget, vi skal arbejde mere med.

Hvis der var en i branchen du skulle give et skulderklap – hvem skulle det være og hvorfor?

Christina Tønnesen har formået at videreudvikle Mensch fra et verdensklasse kommunikationshus til en spiller, der nu også formår at arbejde knivskarpt med de mange digitale muligheder og mekanismer.