Erfaring

I 1992 startede Peter karrieren hos Pepsi-Cola og har sidenhen haft forskellige marketingpositioner hos store virksomheder som TDC, Siemens og Statoil. Han blev i 2011 ansat som Nordic Marketing Manager hos TOYS’R’US, hvor han sad, til han i 2015 blev hentet til coop.dk som Head of Marketing. En position han stadig besidder i dag. Derudover sidder han på en række bestyrelsesposter.

Motivation

Peter Boris Kreilgaard er en stærk marketingprofil, der gennem de sidste år har stået i spidsen for Coop.dks marketinginitiativer. En stor del af Coop’s seneste online-succes kan hermed tilskrives Peter og hans blik for en mere digital og teknologidrevet forretning, som har øget opmærksomheden omkring både Coop, Coop.dk og deres produkter. Med en dyb kundeorienteret tilgang til marketingfaget og en imponerende evne til at bruge data til at øge kundetilfredsheden, markerer Peter sig som en af branchens dygtigste e-commerceprofiler. Det er ikke alle, der forstår at bryde igennem med nye, spændende digitale satsninger, og for dette fortjener han stor anerkendelse. Peter’s gode resultater og ambitiøse og innovative tilgang til marketing anno 2020 har landet ham endnu en plads på The M List.

Hvad har været din største professionelle succes i 2019?

At vi endnu engang når vores kommercielle mål. Ultimo 2019 etablerede vi en fælles e-commerce marketingafdeling på tværs af de to e-commerce sites i Coop, hvor +30 kolleger arbejder hårdt og dedikeret på at sikre ”best in class” marketing arbejde. Det er en stor fornøjelse og privilegium at have ansvaret for dette.

Hvad ville du gerne have gjort mere af i 2019?

I en travl hverdag kan tid til strategiske tanker tit være en mangelvare. Hvis døgnet havde lidt flere timer, er det et af de områder, jeg ville dedikere mere tid til.

Hvad bliver din største marketingudfordring i 2020 hvis forudsigelserne om dårligere konjunkturer holder stik?

Konjunkturer spiller naturligvis en rolle. Men vi befinder os i en del af erhvervslivet, hvor vækstkurverne stadig er meget interessante. Derfor forventer jeg ikke, at marketingudfordringen omdefineres.

Hvordan forventer du, at din rolle vil forandre sig i 2020?

Endnu større fokus på data og IT. Det er altafgørende for, hvordan vi servicerer markedet. Derfor vil der være fuld fokus på dette.

Vil FN’s verdensmål påvirke dit arbejde i 2020 – og i så fald hvordan?

Naturligvis! Når man arbejder for en virksomhed som Coop, der i den grad tager ansvar for vores samfund, er det helt naturligt, at FN’s verdensmål påvirker os. Har faktisk svært ved at påpege hvor mit arbejde ikke direkte eller indirekte påvirkes af dette, da alt hvad vi gør foregår i tråd med Coops stærke involvering i vores samfund.

Hvis der var en i branchen du skulle give et skulderklap – hvem skulle det være og hvorfor?

Vi befinder os i en branche, hvor sparring og ”tid til en kop kaffe” heldigvis er noget, der bliver prioriteret. Er så heldig, at jeg får mulighed for at sparre med rigtigt mange, dygtige mennesker. At fremhæve én er ganske enkelt ikke retfærdigt.