Erfaring

Pia startede sin karriere som Account Manager hos McCann Erickson i 2000, og efter tre år gik rejsen til Propaganda som Account Director. Dernæst landede hun en plads hos DDB, senest som Client Service Director. I 2015 skiftede Pia til Coop Danmark, hvor hun støt er steget i graderne til i dag at sidde som CMO.

Motivation

Pia Niemann er en stærk marketer med adskillige års interessant erfaring fra den danske bureaubranche. Hun fortjener stor anerkendelse for sit eminente drive, stærke gåpåmod og høje ambitioner, som ligeledes har landet hende den flotte CMO-rolle for alle Coop’s danske butikker. Med et sjældent kommercielt tække og innovative tilgang formår Pia at drive både Coop-brandet, Fakta-kæden, brugskæderne og private labels på bedste vis. Dette har bl.a. resulteret i, at den danske Coop-afdeling blev hædret
med hele to internationale priser ved Europe Research Awards. Og dette for afdelingens nye beslutningsstøttesystem til marketing, som gør det muligt løbende at følge effekten af valgte marketingsinitiativer. CMO’en Pia er en i den grad stærk The M List-profil.

Hvad har været din største professionelle succes i 2019?

Vi blev færdige med den strategiske platform og den tilhørende CVI, der nu ligger til grund for hele forretningen: Coop masterbrand, kæder og forening. Det var noget af en bedrift og krævede et par tilløb. I dag er “Det gi’r mening” ikke bare marketings, men hele organisationens strategisk pejlemærke, og et stærkt afsæt for vores udvikling.

Hvad ville du gerne have gjort mere af i 2019?

Jeg ville gerne være kommet hurtigere igennem ensretningen af de kreative løsninger på vores forskellige niveauer, således at vi allerede i 2019 havde fået flere synergier, mere impact og bedre sammenhænge mellem kæde og Coop i markedsføringen. Vi er kommet langt med vores nye platform og den fælles CVI, men der er et stykke vej endnu.

Hvad bliver din største marketingudfordring i 2020 hvis forudsigelserne om dårligere konjunkturer holder stik?

Vi ser ind i et år med pressede budgetter, et marked uden vækst og ualmindeligt høje ambitioner. Kunsten bliver at prioritere, skære fra og holde tungen lige i munden, når den sædvanlige retail-panik rammer.

Hvordan forventer du, at din rolle vil forandre sig i 2020?

Vi er ikke så dygtige til at møde vores kunder indsigtsfuldt og relevant på tværs af vores forretning, og det kommer jeg og en række dygtige kolleger til at forsøge at forandre næste år. Ud over den digitale platform, kræver det et opgør med silotænkningen, og det er en stor omvæltning for vores hus.

Vil FN’s verdensmål påvirke dit arbejde i 2020 – og i så fald hvordan?

Det gør de allerede. Coop er funderet på ansvarlighed og har drevet CSR i stor stil allerede inden det blev opfundet som begreb. Vi arbejder fx med klimamålene ift. vores virksomheds eget aftryk, men ser også os selv som facilitatorer af bedre valg for klimaet i de danske husstande. Det er en opgave, vi tager meget alvorligt.

Hvis der var en i branchen du skulle give et skulderklap – hvem skulle det være og hvorfor?

Jeg vil altså gerne klappe hele mit hold på skuldrene. Mit team og vores bureaupartnere fortjener det, for 2019 har været en relativt bumpy forandringsrejse, hvor vi har fundet hinanden og en god måde at arbejde sammen på… uden at det er gået ud over gnisten i øjnene, åbenheden for forenkling og de kreative ambitioner.