Erfaring

I intet mindre end 22 år har Rasmus siddet som Creative Director og partner hos det københavnske designbureau, e-Types. Dertil har han de seneste år indtrådt i diverse bestyrelser som Sorthvid, Designrådet og Dansk Design Center.

Motivation

Som kreativ frontfigur for det danske designbureau e-Types har Rasmus Ibfelt i mere end 20 år støt præsteret et tårnhøjt niveau i en ellers stærkt konkurrerende branche. Og dette ved at holde flammen i live gennem unikt design og holdbare visuelle identiteter for en række kunder. Med et stærkt visionært øje og en høj grad af kunstnerisk frihed kaster Rasmus sig gerne ud i ting, hvor han ikke nødvendigvis kender facit. Dog har svarene set sig særdeles succesfulde med udvikling af flere visuelle og brandidentiteter for bl.a. Vipp, Bang & Olufsen og lanceringen af Studie 6. Rasmus er et spændende kreativt talent med digital flair, som ikke blot sætter den interne barre højt, men også udfordrer sine branchekolleger. Det er ikke gået ubemærket hen på The M List, hvor Rasmus’ debut i den grad er velfortjent.

Hvad har været din største professionelle succes i 2019?

At vi i e-Types kastede os ud i at designe og åbne vores podcast studie, Studio 6 på Værnedamsvej. Et helt nyt område for os som giver vores kunder mulighed for at udkomme med deres budskab på en ny måde og som er en virkelig sjov legeplads for os som bureau.

Hvad ville du gerne have gjort mere af i 2019?

Få produceret en relevant, begavet og underholdende podcast om kreativitet. Den lader vente på sig, arbejder med min mikrofon-angst. Lover den kommer i 2020.

Hvad bliver din største marketingudfordring i 2020 hvis forudsigelserne om dårligere konjunkturer holder stik?

Et større fokus på det asiatiske marked hvor vi allerede arbejder med en række spændende projekter. Der skal vi være mere til stede, der er stor efterspørgsel efter vores særlige nordiske tilgang til branding.

Hvordan forventer du, at din rolle vil forandre sig i 2020?

Jeg forventer at arbejde videre på samme vis som i 2019, men er åben for idéer. Tror dog jeg i endnu højere grad skal hjælpe med at indfri mine talentfulde kollegers fulde potentiale. Tænker at være mere backend end frontend i 2020.

Vil FN’s verdensmål påvirke dit arbejde i 2020 – og i så fald hvordan?

Jeg tror, vi har brug for at tænke kreativt, hvis verden fortsat skal være et behageligt sted at leve. Vi må være endnu mere kreative og modige i vores rådgivning, turde udfordre vores tænkning og kunder hvis både de og vi gerne vil bevare vores relevans.

Hvis der var en i branchen du skulle give et skulderklap – hvem skulle det være og hvorfor?

Min e-Types partner og CEO Mari Randsborg. At hun stadig efter snart 15 år kan holde mig ud er næsten ufatteligt. Stort skulderklap til hende.