Erfaring

Thomas er trænet og skolet hos Kunde & Co., hvor han i 2002 startede som Copywriter. Knap fire år senere rykkede han til Folkehøjskolernes Forening i Danmark, hvor han viste sin digitale og kommunikationsmæssige flair. I starten af 2014 fik han en stilling som kampagneansvarlig hos Kræftens Bekæmpelse – en stilling han til stadighed bestrider.

Motivation

Hvis der er nogen i landet, som arbejder på højtryk for at sætte forebyggelse og oplysning på agendaen, må det være Thomas Koefoed. Med stor målgruppeindsigt og et opdateret mind-set har Kræftens Bekæmpelse med Thomas i front, stået bag spændende og prisvindende samarbejder med TrygFonden om bl.a. at forbedre danskernes sol- og alkoholvaner. Senest med den prisvindende og humorfyldte virale kampagne ”Fuld af Liv”, der sætter fokus på unges forbrug af alkohol på en ny og opdateret måde. Et arbejde, der har ramt målgruppen i øjenhøjde og skabt opmærksom i det offentlige rum. Thomas har bevist, at han er en stærk leder, der gennem kreative, digitale initiativer højner fokus og ændrer forbrugeradfærd. Med sit samfundsrelevante oplysningsarbejde hæver han barren for branchen og er derfor en relevant ny profil på The M List.

Hvad har været din største professionelle succes i 2019?

Jeg er ret glad for årets to sol- og alkoholkampagner “Help a Small Dane” og “Pølsepresser du?”. Først og fremmest har de været virkeligt effektive, men jeg mener også, at de er modige og nytænkende – og det er vigtigt for mig. Jeg synes, vi skylder at give modtagerne en god oplevelse, når de bruger deres kostbare tid på vores dagsorden.

Hvad ville du gerne have gjort mere af i 2019?

Jeg interesserer mig for kreativitet som disciplin, og jeg ville gerne have brugt endnu mere tid på at analysere kampagneresultater for at identificere, hvad der er på spil, når en kampagne bare fungerer – og når det modsatte er tilfældet. Men det kræver tid og overskud, og så kan det være fristende at kaste sig over næste projekt i stedet.

Hvad bliver din største marketingudfordring i 2020 hvis forudsigelserne om dårligere konjunkturer holder stik?

Mit job handler jo ikke om at sælge et produkt, men om at påvirke danskernes holdninger og adfærd. Så jeg tror ikke, konjunkturerne kommer til at spille så stor en rolle for mit arbejde. Måske bliver der endda bedre plads til vores forebyggelsesbudskaber, hvis de kommercielle aktører må skrue ned for annoncebudgettet.

Hvordan forventer du, at din rolle vil forandre sig i 2020?

De sidste fem år har vi haft stor succes med at flytte budget fra mediespend til content-produktion, fordi både de sociale medier og danskerne har belønnet godt indhold. Men konkurrencen om pladsen i newsfeedet er blevet hård, så en opgave må være at blive skarpere i vores målretning – og samtidig fokusere på at øge relevansen for dem, vi rammer.

Vil FN’s verdensmål påvirke dit arbejde i 2020 – og i så fald hvordan?

Et af målene handler om at reducere dødeligheden af ikke-smitsomme sygdomme – bl.a. kræft. Vi ved, at fire ud af 10 kræfttilfælde kan forebygges, så det er et positivt signal til politikerne om, at vi bør satse endnu mere på at hjælpe folk med at undgå at blive syge. Det giver nemlig mening på både det menneskelige og samfundsøkonomiske plan.

Hvis der var en i branchen du skulle give et skulderklap – hvem skulle det være og hvorfor?

Jeg er heldigvis omgivet af dygtige kolleger og samarbejdspartnere, der alle fortjener et skulderklap. Men jeg vil gerne rose Kim Boisen for hans høje fagli- ge niveau og engagement. Han tager kreativitet seriøst og går til opgaver med en nysgerrighed og en vilje til at afsøge nye veje, som er meget inspirerende.