Erfaring

Birgitte startede sin karriere hos Copenhagen Capacity. Hun tilbragte senere en årrække hos SAP, hvorefter hun kom til Cobham SATCOM som Director, Head of Global Marketing. Birgitte har siden været hos Røde Kors, Nilfisk og Configit i fremtrædende stillinger, inden hun i 2020 blev Head of Group Marketing & Communications hos ISS.

Motivation

Med stærke meritter og en skarp strategisk og digital marketingapproach blev Birgitte Mabeck i 2020 betroet et globalt ansvar hos ISS, da hun indtog rollen som Head of Group Marketing & Communications. Det er ikke første gang i karrieren, at Birgitte indtager en nøglefunktion. Tidligere har hun været med til at forme og vedligeholde Nilfisk som en virksomhed med en stærk nordisk forankring og et globalt udsyn, og hos Røde Kors agerede hun over en femårig periode faglig spydspids på en professionalisering og opbygning af organisationens markedsførings- og indsamlingsaktiviteter. Det er en omfattende organisatorisk erfaring, et stort ledelsestalent og en dyb og bred spændvidde inden for international markedsføring, som har medført, at Birgitte har sat sit præg på branchen. Birgitte bydes derfor velkommen på årets The M List.

 

HVAD HAR VÆRET DIN STØRSTE PROFESSIONELLE SUCCES I 2020?

I et år hvor ISS var udsat for et historisk stort hackerangreb, og coronakrisen ramte – føles det som en ret stor succes, at vi kunne gennemføre en i forvejen ambitiøs dagsorden med at lancere en ny kernefortælling, et nyt purpose budskab, en opdatering af vores corporate visual identity, samt udkomme med en ny CMS.

HVAD BLIVER DIN STØRSTE PROFESSIONELLE UDFORDRING I 2021?

Vi skal flytte ISS´s image fra at være et dansk firma, der arbejder internationalt til et globalt firma, der arbejder globalt. I 2021 skal vi derfor fortsætte rejsen med at sikre, at vores brand understøtter den rejse, ISS er på. Derfor skal vi arbejde med både vores positioneringsstrategi og brandstrategi.

HVORDAN FORVENTER DU, AT DIN ROLLE VIL ÆNDRE SIG I 2021?

Jeg tror, jeg i endnu højere grad end før bliver en spillende træner. Der kommer et endnu tættere samspil mellem strategi og eksekvering.

HVILKE TENDENSER I BRANCHEN VIL DU GERNE SE MERE AF I 2021?

Det er fantastisk, hvordan vi i 2020 har flyttet grænserne for hvordan, vi arbejder sammen på arbejdspladsen. Tendensen med den fleksible arbejdsplads kommer os alle til gode – den synes jeg, vi skal holde fast i.

HVAD HAR VI LÆRT IGENNEM CORONAKRISEN OG DEN TRANSFORMATION, DEN HAR SKABT?

Tiden er løbet fra at have Q4-marketingplaner klar allerede i januar. Vi bliver nødt til i højere grad at arbejde med rullende planer, være endnu tættere på kunden og kunne omstille os endnu hurtigere. Det betyder ikke, vi skal have mere travlt, vi skal bare træne evnen til at skrue på knapperne her og nu.

HVEM I BRANCHEN FORTJENER ET SKULDERKLAP – OG HVORFOR?

Jeg vil gerne lave et shout out til alle de dygtige marketingfolk, som har mistet deres job under coronakrisen. I vil blive set igen!