Erfaring

De seneste fem år af sin karriere har Christian tilbragt hos Carlsberg Group, hvor han i dag sidder som Marketing Director for Tuborg-brandet. Før Carlsberg arbejdede han i en periode hos Coloplast som Senior Consumer Marketing Manager, Global Marketing. Christian har desuden tilbragt en årrække hos både Nestlé Denmark og The Coca-Cola Company

Motivation

Christian Sveigaard er en proaktiv marketer med en karriere, der har bragt ham til både Nestlé, Coca Cola, Coloplast og Carlsberg. Han kombinerer en dyb kommerciel forståelse med en kreativ tilgang til sit fag, og det har været grundpillen i en række innovative marketingtiltag. Hos Carlsberg har Christians kyndige ledelse af Tuborg-brandet ført til en rivende udvikling på både resultatsiden og marketing- og partnerskabsfronten, hvor fx et samarbejde med Roskilde Festival, der erstatter engangskrus med genanvendelige plastickrus, sætter turbo på Carlsbergs grønne omstilling. Med dokumenterede resultater og et indgående kendskab til den komplette værdikæde er Christian profilen, der sættes bag roret, når brand-, marketing- og salgsstrategier skal revitaliseres, udvikles og implementeres. Christian bydes velkommen på The M List.

 

HVAD HAR VÆRET DIN STØRSTE PROFESSIONELLE SUCCES I 2020?

2020 er ikke et helt almindeligt år. Hele to fredag d. 13 skulle vi igennem. Det har krævet omstillingsparathed og ekstra fokus på muligheder fremfor begrænsninger. Plan A skyllede væk. Agile budgetter og hurtige beslutninger sikrer stærke forankrede brands igennem krisen.

HVAD BLIVER DIN STØRSTE PROFESSIONELLE UDFORDRING I 2021?

2021 er et skelsættende år, potentielt mere svært at forudsige. Balancering af investeringer vs. mulighederne i markedet, hvor er vi på op/nedlukning, og hvornår skal der investeres for kort og langsigtet vækst. Den største professionelle udfordring bliver ledelse on/offline, hvor engagement skal sikres og derved fokus på individuel ledelse.

HVORDAN FORVENTER DU, AT DIN ROLLE VIL ÆNDRE SIG I 2021?

MD rollen har udviklet sig til at indeholde krav til en større kommerciel fokuseret forretningsforståelse og kunne tage kvalificerede beslutninger på tværs af værdikæden. Alt dette samtidig med at kreativ udfoldelse og ideen har sin vigtighed. MD skal om nogen fremtidssikre virksomheden, når alle historiske tal måske siger noget andet.

HVILKE TENDENSER I BRANCHEN VIL DU GERNE SE MERE AF I 2021?

Jeg tror, på tendensen går mod brands med en orginal ide og et klart formål i en global verden af muligheder, så undgår vi forhåbentlig også alle bombardementerne af taktiske budskaber.

HVAD HAR VI LÆRT IGENNEM CORONAKRISEN OG DEN TRANSFORMATION, DEN HAR SKABT?

Coronakrisen har lært organisationer at tage hurtige beslutninger baseret på data og trods alt også intuition, for hvem ved hvad der sker: Der er pressemøde kl. 14.00.

HVEM I BRANCHEN FORTJENER ET SKULDERKLAP – OG HVORFOR?

Et stort skulderklap til TV 2 for at udvikle stærk og nærværende kommunikation.