Erfaring
Christina har over de sidste 12 år haft sin gang hos Mensch, hvor hun siden starten af 2016 har siddet som Managing Partner. Før sin tid hos Mensch sad hun bl.a. som Account Director hos DDB og partner hos Propaganda McCann.
Motivation
Solidt overskud, nye kunder og flere kreative ansættelser og priser er, hvad de seneste år har budt på for Mensch – og Christina Tønnesen har spillet en afgørende rolle i den succes, der er rullet ind over bureauet. Christina leverer på resultaterne og står som garant for stærke og kreative udviklingsprocesser, alt imens hun formår at tage Menschs eksplicitte formål om at gøre verden en smule mere menneskelig med sig ind i sin måde at drive forretning på. Det har vist sig at have formet et bureau, hvor de kreative awards nærmest står i kø. Med talent for at iværksætte trivsel i forandringsprocesser er det lykkedes Christina at skabe rum for udvikling og fremdrift hos Mensch, der de seneste par år har opnået flotte resultater og indtaget pladsen som et af de mest vindende bureauer. Christina er derfor igen i år på The M List
HVAD HAR VÆRET DIN STØRSTE PROFESSIONELLE SUCCES I 2020?
En virksomheds resultater er båret af de enkelte medarbejderes fælles indsats. Det er ubetinget den største succes for mig i 2020, at vi fortsat har kunne udvikle vores egen og vores kunders forretning i fællesskab, selvom vi fysisk har været mere adskilt end sammen i løbet af året.
HVAD BLIVER DIN STØRSTE PROFESSIONELLE UDFORDRING I 2021?
At hjælpe vores kunder med at komme sig oven på et år med konstante og uforudsete forandringer.
HVORDAN FORVENTER DU, AT DIN ROLLE VIL ÆNDRE SIG I 2021?
Min rolle internt vil fortsat være at sikre, at Mensch ikke opfattes som en arbejdsplads, men som en platform hvorfra man kan udfolde og udvikle sig både menneskeligt og fagligt. Eksternt vil jeg fortsat bruge størstedelen af min tid på vores kunder og deres udfordringer.
HVILKE TENDENSER I BRANCHEN VIL DU GERNE SE MERE AF I 2021?
Jeg forventer at se endnu flere virksomheder agere klogere, grønnere og mere ansvarligt. Og ser frem til at vi som branche kan lave kommunikation, som understøtter netop dette.
HVAD HAR VI LÆRT IGENNEM CORONAKRISEN OG DEN TRANSFORMATION, DEN HAR SKABT?
Kriser rummer både risiko for afvikling og mulighed for udvikling. De virksomheder, som har klaret sig bedst, er dem, der har haft viljen og modet til at gå nye veje, og dermed bevist, at kreativitet ikke kun er forbeholdt reklamebranchen.
HVEM I BRANCHEN FORTJENER ET SKULDERKLAP – OG HVORFOR?
Vores Trainee Cecilie Holmstrøm, som trods et meget alternativt praktikforløb i 2020 alligevel har haft evnen og energien til at gøre sig fuldstændig uundværlig. Hun får uden tvivl sin egen side i denne bog en dag.