Erfaring

Kasper begyndte sin karriere som Chief Unit Manager hos Eatertainment og senere som Digital Planner hos OMD Danmark. Herefter har han været en tur forbi Suddenly CPH og Carat samt siddet som CEO for Isobar Nordic. I 2014 tog Kasper til Asien som COO & CDIO hos GroupM, men har siden skiftet titel og bureau ud med President for UM APAC.

Motivation

Kasper Aakerlund er en anerkendt bureauprofil, der har sat sit digitale og ledelsesmæssige præg i både Danmark og udlandet. Det har gennem tiden landet ham betydningsfulde poster hos nogle af verdens bedst performerende mediebureauer og senest sat ham som anfører for UM Worldwides asiatiske markeder. Her har Kasper vist sig sit ansvar værdig og har med solid hånd fremskyndet vækst og bidraget til et mere samlet netværk i hele UM-regi. Bureauet gik ud af 2019 med flere end 80 nye kundegevinster, organisk vækst og markedsudvidelser, og til trods for et udfordrende 2020 har Kasper igen ført bureaugruppen helskindet gennem endnu et år. Dette med bl.a. den  multinationale teknologivirksomhed Lazada Group som ny kunde. Kaspers evne til at sikre vækst og sammenhold honoreres med endnu et år på The M List.

 

HVAD HAR VÆRET DIN STØRSTE PROFESSIONELLE SUCCES I 2020?

At få bureaugruppen godt gennem dette vanskelige år, med minimum impact på vores mange medarbejdere. 2020 sluttede godt. Ved den årlige prisoverrækkelse, blev UM tildelt “Media Agency of the Year” på alle vores APAC-markeder, samt “Asia Pacific Media Network of the Year”, “SEA Content Agency of the Year” og “SEA Consultancy Agency of the Year”. 

HVAD BLIVER DIN STØRSTE PROFESSIONELLE UDFORDRING I 2021?

APAC var den første region, der blev ramt af krisen. Det tyder nu på APAC også vil være den første region, der er på vej ud af krisen. Dermed følger et naturligt forventningspres fra vores kunder om, at netop de kommer stærkest ud og udnytter de muligheder, som opstår i det “New Normal”. 

HVORDAN FORVENTER DU, AT DIN ROLLE VIL ÆNDRE SIG I 2021?

Året 2020 bekræftede os i, at vi lever i en uforudsigelig verden, og vi derfor konstant skal være forandringsparate og dynamiske. Der vil opstå mange nye muligheder i en post-COVID-19-verden, hvor vi bliver tvunget til at tilpasse os og udnytte disse muligheder for vores kunder og vores forretning. 

HVILKE TENDENSER I BRANCHEN VIL DU GERNE SE MERE AF I 2021?

Vi har set en enorm acceleration i udviklingen på e-handels-området, og jeg er spændt på at se mere af det i 2021. Det, vi troede, ville ske indenfor seks år, fandt sted indenfor seks måneder, og disse situationer har skabt en masse muligheder for kunder og virksomheder på O2O-området (Offline to Online/Online to Offline). 

HVAD HAR VI LÆRT IGENNEM CORONAKRISEN OG DEN TRANSFORMATION, DEN HAR SKABT?

Nogle af de mest succesrige virksomheder vi kender i dag er blevet født midt i en krise. For JD.com og Alibaba – Kinas største e-virksomheder var det SARS. Muligheder opstår midt i de sværeste situationer, og vi skal være i stand til at gribe disse muligheder, når de præsenterer sig. 

HVEM I BRANCHEN FORTJENER ET SKULDERKLAP – OG HVORFOR?

De personer, der har taget udfordringen op og holdt ud uanset hvor svært det har været. Men også alle dem som ufortjent er blevet ramt af krisen og som nu kæmper for at komme tilbage.