Erfaring
Fra at starte hos Implement sideløbende med studierne, rykkede Lars efterfølgende til både Adform, MediaCom og IUM. I 2010 kom han tilbage til Adform som CMO, inden han i 2011 startede et asiatisk eventyr, der har taget ham forbi en stilling som Regional Director hos MediaCom Singapore og nu omfatter Head of Marketing hos Google.
Motivation
I krydsfeltet mellem tech og marketing ligger både Lars M. B. Anthonisens passion og faglighed, og det har i mere end 15 år sat sit aftryk både inden og uden for landets grænser. Sporene kan ses hos nogle af verdens mest anerkendte bureauer og startups – og ikke mindst hos verdens største søgemaskine Google. Fra Singapore har Lars de seneste knap syv år udvist en sjælden digital savviness og forbrugerrettet marketingforståelse, og det har medført flere værdifulde samarbejder med bl.a. den singaporeanske regering, et stærkt tværfagligt teamsammenhold samt et udvidet kendskab til både det asiatiske og globale mediebillede hos Google. Ikke mange i branchen kan prale af at sidde med et så stort globalt ansvar uden for Danmark, og det har kastet lange blikke efter Lars – og The M List 2021 er ingen undtagelse.
HVAD HAR VÆRET DIN STØRSTE PROFESSIONELLE SUCCES I 2020?
At have navigeret mit eget og tværfaglige teams igennem alt hvad året har budt på, og at vi på tværs af fem markeder har “været der” for både samarbejdspartnere, kunder, virksomheder og borgere. Et highlight i den forbindelse har været lanceringen af “Skills Ignition SG” i samarbejde med den singaporeanske regering.
HVAD BLIVER DIN STØRSTE PROFESSIONELLE UDFORDRING I 2021?
Vi har “sprintet et maraton” i 2020 og derfor bliver en af de største udfordringer i 2021 at holde dampen oppe og være knivskarpe i vores prioriteringer.
HVORDAN FORVENTER DU, AT DIN ROLLE VIL ÆNDRE SIG I 2021?
Det er svært at spå om, da min rolle er i konstant udvikling. Hovedsageligt fordi jeg til dagligt arbejder i en del af verden, der er i en rivende digital udvikling – alene i Sydøstasien kom der i år mere end 40 millioner nye brugere online!
HVILKE TENDENSER I BRANCHEN VIL DU GERNE SE MERE AF I 2021?
Innovation og at turde prøve noget nyt! I 2020 blev mange tvunget til at udfordre status quo, og det håber jeg, vi vil se mere af i 2021!
HVAD HAR VI LÆRT IGENNEM CORONAKRISEN OG DEN TRANSFORMATION, DEN HAR SKABT?
Personligt: At teknologi kan rigtig mange ting, men at det ikke kan erstatte face to face interaktioner – at den menneskelige kontakt stadig er vigtig! Fagligt: At vi ved hjælp af teknologi fortsat kan skubbe til grænserne for hvad marketing kan levere fx i forbindelse med personaliserede virtuelle B2B-events.
HVEM I BRANCHEN FORTJENER ET SKULDERKLAP – OG HVORFOR?
Udover mit eget team, som jeg er super stolt af, synes jeg faktisk, ALLE fortjener et skulderklap for at komme igennem 2020!