Erfaring

Under sine studier startede Lise som politisk assistent hos Socialdemokratiet i Folketinget, og da hun i 2005 var færdiguddannet, blev hun kommunikationskonsulent hos WWF. Efterfølgende har Lise siddet fire år som pressekonsulent hos Københavns Kommune, inden hun i 2010 tog til  Metroselskabet til stillingen som Head of Communications and Marketing.

Motivation

Med åbningen af M3-Cityringen i september 2019, og et halvt år senere M4 til Nordhavn åbningen fulgte et nyt kommunikationsfokus og en lanceringskampagne, som har balanceret  kommunikationen om både at fortælle om byggeriet samt motivere til at bruge metroen. I front for lanceringen stod Lise Hein, som kan bryste sig med en kampagne på tværs af mere klassiske- og digitale platforme med en ærlig og humoristisk fortælling om hverdagens ture gennem byen. Det er ikke alle, der får lov til at lege med, når Danmarks største anlægsprojekt i mere end 400 år skal markedsføres, og Lises sans for strategisk kommunikation, kampagner og presse er kommet Metroselskabet til gode. Lise forstår at navigere og kommunikere i organisationer med stor bevågenhed og bydes velkommen på The M List 2021.

 

HVAD HAR VÆRET DIN STØRSTE PROFESSIONELLE SUCCES I 2020?

Jeg har stået i spidsen for den kommercielle lancering af de nye metrolinjer, M3 Cityringen og M4. Sammen med mit fantastiske hold fik vi skudt nogle stærke kampagner afsted, og vi fik virkelig god respons. Både på effekt, brandværdi og kæmpe kundevækst. Det er jeg stolt af. 

HVAD BLIVER DIN STØRSTE PROFESSIONELLE UDFORDRING I 2021?

Jeg trives bedst med, at der er planer og mål, og at vi ved, hvad der ligger forude. Det er helt sikkert en udfordring, når vi ikke ved, hvordan og hvornår det kan lykkes – post-corona. Og så er det et mål at være med til at få genskabt væksten i metroen. 

HVORDAN FORVENTER DU, AT DIN ROLLE VIL ÆNDRE SIG I 2021?

Jeg tror, den bliver med et endnu bredere fokus og arbejde i resten af kerneforretningen, fordi virksomhedens grundleverancer har så stor indflydelse på det, der får kunderne til at tilvælge os, og på den offentlige opbakning og brandværdi. 

HVILKE TENDENSER I BRANCHEN VIL DU GERNE SE MERE AF I 2021?

Jeg har evig respekt for alle, der kan sige svære ting enkelt. De stærkeste resultater kommer, når vi laver ting, der tager udgangspunkt i den viden, vi har om hinanden og verden, men hvor vi også får det omsat til noget, andre synes er interessant og relevant. Og meget gerne, hvor vi kobler det seriøse med det humoristiske, uudtalte og uhøjtidelige. 

HVAD HAR VI LÆRT IGENNEM CORONAKRISEN OG DEN TRANSFORMATION, DEN HAR SKABT?

Vi har lært at være klar på hele tiden at skulle noget andet og træffe store og vigtige beslutninger på kort tid. Vi er blevet ydmyge over for alt det, vi ikke er herre over – og har lært at passe bedre på hinanden. 

HVEM I BRANCHEN FORTJENER ET SKULDERKLAP – OG HVORFOR?

Mit håndtegn går til Kenneth Kaadtmann, der har udviklet vores kampagner. Han gør det svære og datanørdede til enkle og stærke koncepter – også med et glimt i øjet. Og så rammer han lige den rigtige balance mellem at lytte og at tale sin sag. Det giver et fedt og respektfuldt samarbejde.