Erfaring

Mads startede sin karriere hos Merrild Kaffe, hvorefter han kom til Royal Unibrew som International Brand Manager. Han tog derefter turen forbi først Tulip, herefter System Frugt og senere Dynaudio. I 2018 blev Mads Head of Marketing hos STARK – en stilling han stadig har.

Motivation

Mads Aagaard Jensen er marketer med en moderne og nytænkende tilgang til marketingdisciplinen. Med offentliggørelsen af en toårig samarbejdsaftale mellem STARK og DBU, som betød, at byggecenterkæden kunne se frem til en sponsoraftale for herrelandsholdet i fodbold, var forventningen til 2020 store. COVID-19 fik imidlertid tacklet festlighederne, men takket være Mads blev pandemien ikke det endelige punktum i den fortælling. Med god forbrugerindsigt og forretningsforståelse har Mads sat skub i en alternativ aktivering af sponsoratet, som formulerer begrænsninger og restriktioner som en kreativ drivkraft for en ny kampagneserie. Dette fastslår Mads’ evne til at vende udfordring til mulighed, og hans brede og stærke CMO-faglighed og evne til at trække ny dynamik og nye ideer ud af en krisetid, sender ham ind på årets liste.

 

HVAD HAR VÆRET DIN STØRSTE PROFESSIONELLE SUCCES I 2020?

Det store danske EM fodboldår blev skudt til hjørne, og vores store satsning som sponsorer af det danske herrerlandshold i fodbold blev ligeledes skudt til hjørne. Alligevel er det lykkedes os at skabe et univers, fyldt med benspænd fra Corona, der fungerer og leverer rigtig godt. 

HVAD BLIVER DIN STØRSTE PROFESSIONELLE UDFORDRING I 2021?

Fortsat at arbejde med at digitalisere STARK’s marketingindsats, samtidig med at vi kommer tættere på vores kunder ved at etablere og levere en personaliseret og automatiseret kundeklub, der henvender sig direkte til vores kernesegmenter. 

HVORDAN FORVENTER DU, AT DIN ROLLE VIL ÆNDRE SIG I 2021?

Mere kortsigtede i vores tilgang. Vi vil stadig følge og arbejde efter nogle grundlæggende KPI’er, men evnen til at ændre ”spor” bliver vigtigere end nogensinde for os. Tidligere handlede det meget om at følge en strategi, nu handler det mere om at være proaktiv på de ændringer, der kommer og sikre at vi eksekverer med kvalitet inden for disse. 

HVILKE TENDENSER I BRANCHEN VIL DU GERNE SE MERE AF I 2021?

I byggeriet har der været stor fokus på bæredygtighed, et fokus og en tendens, der vil fortsætte i mange år frem. Som leverandør til byggeriet, har vi en forpligtigelse til at arbejde med bæredygtighed, ligesom vi vil appellere til vores kunder og leverandører om at gøre det samme. 

HVAD HAR VI LÆRT IGENNEM CORONAKRISEN OG DEN TRANSFORMATION, DEN HAR SKABT?

Kom hurtigt ”rundt i hjulet”, lad være med at sidde og ærgre dig over projekter, der bliver droppet eller udskudt – hurtigt på bolden og hurtigt videre med nye løsninger. 

HVEM I BRANCHEN FORTJENER ET SKULDERKLAP – OG HVORFOR?

Alle der er ramt af Corona skal have et skulderklap. Lars Amby og Ulrik Feldskov Juul skal have et skulderklap. Begge har forladt gode jobs i store virksomheder og er blevet selvstændige. Vi har haft fornøjelsen af at have dem ombord i udviklingen af fodboldkommunikation, der er blevet leveret et
fantastisk koncept og en super eksekvering.