Erfaring

Gennem hele Malenes karriere har omdrejningspunktet været film og medier. Hun startede som Producer hos først Zentropa i 1998 og derefter hos Locomotion i 2005. To år senere kom hun til Bacon, hvor hun godt otte år senere takkede af som Managing Director & Executive Producer. I dag sidder Malene som Founder & Executive Producer hos Honeytrap.

Motivation

Sidste år bød The M List velkommen til Malene Dyhring, og igen i år er hun at finde på listen. Dette qua hendes flair for at kombinere kreativitet og årelang erfaring inden for produktionsoplevelser og modet til at toppe det med driftighed og nyskabelse. Siden Malenes lykkelige breakup med Bacon har hun ført Honeytrap frem i det danske spotlys, som hun gennem ferm ledelse har sikret sceneplads og momentum. Filmproduktionsselskabet er kommet godt igennem 2020 og har det seneste år forstærket deres kernekompetencer i at forføre publikum gennem lyd og billeder. Honeytraps faglighed kan bl.a. ses i 2020s produktioner som ”Fremtiden lige for vores fødder” for Dansk Fjernvarme og ”Lettere Sammen” for Kræftens Bekæmpelse. Malene skal anerkendes for at fastholde det kommercielle og menneskelige overblik i et kriseramt år.

 

HVAD HAR VÆRET DIN STØRSTE PROFESSIONELLE SUCCES I 2020?

Honeytrap er kommet godt igennem coronakrisen – og det må jo nødvendigvis være årets største bedrift! Filmbranchen har været hårdt ramt, men efter den store nedlukning har vi fundet måder at producere på under de skiftende restriktioner. 

HVAD BLIVER DIN STØRSTE PROFESSIONELLE UDFORDRING I 2021?

Konkurrencen i vores branche bliver konstant hårdere. Nye filmskabere kommer til hvert år. Det tvinger os til at betragte hver ny opgave som en eksamen – vi skal konstant blive ved med at bevise, hvorfor vi er de bedste på vores særlige kompetenceområder. 

HVORDAN FORVENTER DU, AT DIN ROLLE VIL ÆNDRE SIG I 2021?

Honeytrap har snart fem år på bagen. Vi er blevet rigtig gode på vores kernekompetencer, så 2021 kunne godt blive året, hvor vi giver os i kast med nye typer af opgaver. Jeg forventer at skulle bruge mere tid på at udvikle selskabet i nye retninger. 

HVILKE TENDENSER I BRANCHEN VIL DU GERNE SE MERE AF I 2021?

Der er bevægelser i gang på ligestilling og bæredygtighed. Det ser ud til at gå i den rigtige retning. Jeg håber, at vi vil se branchen blive ved med at bruge SoMe på nye/innovative måder. Der er en konstant udvikling i måden, film produceres på til SoMe. Jeg håber, at vi fortsat vil se skabelsen af nye filmformater i det kommende år. 

HVAD HAR VI LÆRT IGENNEM CORONAKRISEN OG DEN TRANSFORMATION, DEN HAR SKABT?

Jeg tror faktisk, at krisen har gjort os allesammen stærkere. Vi har bevist – både som samfund og som branche – at vi er omstillingsparate. At vi kan indrette os på nye måder og stadig bevæge os fremad. Det giver en ny form for selvsikkerhed. 

HVEM I BRANCHEN FORTJENER ET SKULDERKLAP – OG HVORFOR?

ANNONCØRERNE! Under nedlukningen tror jeg, at vi alle var i tvivl, om der overhovedet ville være en efterspørgsel efter reklamefilm resten af året. Den bekymring er heldigvis blevet gjort til skamme. Selv om mange virksomheder har lidt økonomisk, er der stadig en vilje til at investere i udvikling/markedsføring for at komme tilbage på sporet.