Erfaring

Mariannes karriere går tilbage til sommeren 1999, hvor hun startede som Information Consultant hos Finanstilsynet. Siden hen har hun haft User Experience-roller hos hhv. Framfab og Tribal DDB samt siddet som Managing Director hos Masters. I 2013 kom Marianne til Hjaltelin Stahl, hvor hun med flere forfremmelser i bagagen i dag sidder som Chief Commercial Officer.

Motivation

I en årrække har Marianne Hjaltelin arbejdet med strategi, branding og kommercielle indsigter hos flere digitale huse, og udmærket sig som en både innovativ og empatisk leder og ikke mindst som en kommerciel og strategisk marketer. Dette har ført hende ind i kernen af Hjaltelin Stahl, hvor hun ud over at være strategidirektør, sidder med ansvar for nogle af bureauets største kunder og er involveret i bureauets fusion og integration med Accenture Interactive. Med Marianne som kommerciel i front har Accenture Interactive sat en nordisk vækstagenda for deres bureauopkøb med Hjaltelin Stahl som spydspids. The M List anerkender Marianne for at forene logisk brand- og UX-strategi med magisk kreativitet.

 

HVAD HAR VÆRET DIN STØRSTE PROFESSIONELLE SUCCES I 2020?

Jeg er simpelthen så stolt af den måde, at vi som bureau lykkedes med over-night at omstille os til virtuelt samarbejde, at vi huskede omsorgen for hinanden undervejs, og at vi hele vejen igennem leverede seje løsninger til og med vores kunder under svære betingelser. 

HVAD BLIVER DIN STØRSTE PROFESSIONELLE UDFORDRING I 2021?

I 2021 skal vi for alvor indfri den ambition, der lå til grund for salget til Accenture Interactive, om at kunne hjælpe virksomheder med at udleve deres brand ikke kun gennem kommunikation, men også gennem interaktion og oplevelser. Det glæder jeg mig til! 

HVORDAN FORVENTER DU, AT DIN ROLLE VIL ÆNDRE SIG I 2021?

Marketings rolle er under transformation i en tid, hvor forbrug i sig selv ikke kan og skal være målet. Hvordan knytter vi virksomheder og forbrugere sammen på en måde, der tager hensyn til mennesker og til planeten – og som giver kommerciel mening? Det kræver et nyt sprog og nye løsninger, og den rolle kommer til at fylde for mig i 2021. 

HVILKE TENDENSER I BRANCHEN VIL DU GERNE SE MERE AF I 2021?

Flere gode historier og oplevelser, der er intelligente, menneskelige og ægte. Mindre taktisk råberi og mindre hul storladenhed. Vi skal bruge de digitale muligheder bedre, så personalisering betyder bedre oplevelser og ikke dum, påtrængende stalking. Og så ser jeg gerne flere kvindelige rollemodeller inden for alle faggrupper og niveauer. 

HVAD HAR VI LÆRT IGENNEM CORONAKRISEN OG DEN TRANSFORMATION, DEN HAR SKABT?

Vi har på rekordtid lært både for- og bagsiden af digitaliseringsmedaljen. Det skal vi reflektere over, når vi designer fremtidens arbejdspladser og kundeoplevelser. Jeg er sikker på, det vil hjælpe os at have mærket det på egen hånd, så vi hverken bliver teknologiforskrækkede maskinstormere eller ukritiske digitaliseringsevangelister. 

HVEM I BRANCHEN FORTJENER ET SKULDERKLAP – OG HVORFOR?

Jeg vil give mit skulderklap til alle branchens back-office funktioner. De kommer aldrig på scenen til awards-shows, men det seneste år med Corona har understreget, hvor afhængige vi er af de dygtige mennesker, der hver dag sikrer vores digitale infrastruktur, gør rent i hjørner og på flader, organiserer kontorets hverdagsrutiner mv. Respekt!