Erfaring

Martin Ove Rasmussen indledte sin professionelle karriere i 1991, da han trådte ind hos McCann som Account Manager. Efterfølgende fortsatte han hos først IUM som Media Director og senere Young & Rubicam. I 1999 lancerede Martin Mindshare på det danske marked, hvor han lige siden har været CEO, i dag også for hele Norden.

Motivation

I mere end 20 år har Martin Ove Rasmussen formået at skabe værdi for Mindshare – og 2020 har kun føjet endnu et vækstår til rækken. Martins ambitiøse tilgang til sit fag samt hans evne til at arbejde agilt har end ikke coronapandemien kunnet hamle op med. Til trods for et uforudsigeligt år har medieog kommunikationsbureauet tilføjet LG og Spotify til kundelisten, vundet både det nordiske PR-budget for Moët Hennessy og mediebudgettet for Gyldendals nye streamingtjeneste ”Chapter” samt udviklet en ny brandplatform for Ilse Jacobsen. Tilmed har Martin stået i spidsen for den kreative fundraisingkampagne ”Lemon the Cat” for Dyrenes Beskyttelse, der løb med  Experimental Prisen ved Rambukken 2020. Martin fortsætter på The M List for at sikre Mindshares vedvarede stabilitet, gode grundform og adaptive indstilling.

 

HVAD HAR VÆRET DIN STØRSTE PROFESSIONELLE SUCCES I 2020?

At være kommet styrket ud af sundhedskrisen. Yderligere vækst på bundlinjen ift. et solidt 2019, høj medarbejdertilfredshed og all-time high kundetilfredshed (global #1 i eget netværk). Det er ganske paradoksalt, men 2020 har faktisk været ét af de bedste år i Mindshares mere end 20-årige historie. 

HVAD BLIVER DIN STØRSTE PROFESSIONELLE UDFORDRING I 2021?

Vi har benyttet vores overskud både monetært og ressourcemæssigt til at iværksætte en del udviklingsinitiativer, som skal lanceres i løbet af 2021. Jeg tager næsten altid munden for fuld, men har indtil videre formået at holde tungen lige i munden. Nu må vi se om bukserne kan holde? Det var så tre floskler i træk. 

HVORDAN FORVENTER DU, AT DIN ROLLE VIL ÆNDRE SIG I 2021?

Jeg forventer ingen større ændringer i 2021. 

HVILKE TENDENSER I BRANCHEN VIL DU GERNE SE MERE AF I 2021?

Bedre balance mellem kortsigtet salg og langsigtet mærkeopbygning. Bedre balance mellem in-housing og out-sourcing. Bedre balance mellem distribution af indhold og kreativ udvikling. Bedre balance mellem digital-data-benovelse og sund fornuft. Bedre balance mellem unge talenter og erfarne seniorer etc. Heldigvis sker der noget på alle fronter. 

HVAD HAR VI LÆRT IGENNEM CORONAKRISEN OG DEN TRANSFORMATION, DEN HAR SKABT?

I en sund organisation styrkes sammenholdet. Alt bliver forstærket. Mere kommunikation og synlighed. Øget beslutningshastighed og tydelighed. Det brede perspektiv indsnævres til det essentielle. Fokus fra strategisk til operationelt niveau. Ledelsens primære rolle er at se langt, træffe svære beslutninger og ellers sikre maksimal empowerment. 

HVEM I BRANCHEN FORTJENER ET SKULDERKLAP – OG HVORFOR?

Det skal sgu være min nu forhenværende globale chef og founder Nick Emery, som blev gået pga. tidens politiske korrekthed. Han er et ordentlig menneske, men en punk og en enfant terrible. Han levede vores værdier: Speed, teamwork and provocation – and fun, til fulde. De to sidste kostede ham jobbet. Ham kommer jeg til at savne.