Erfaring

Efter nogle år som projektleder og partner hos PP Partners blev bureauet i 2007 til B2B-brandbureauet Pravda, hvorefter Mette fik plads i CEO-stolen. Her har hun siddet lige siden og er derudover også Partner.

Motivation

Sidste år havde Mette Hejl sin debut på The M List og dette med bl.a. adjektivet ”respektindgydende”. I kraft af sit virke som CEO hos Pravda, samt som en del af årets advisory board, beskrives hun nu som ”respektindbydende”. For netop respekt, åbenhed og et højt fagligt niveau kendetegner Mette, som ikke kun har ført Pravda gennem et coronaår, men også taget medarbejdere og kunder under sine stærke ledervinger. Med overskud og overblik oprettede Pravda i 2020 et online ”COVID-19 B2B Help Hub”, som tilbød direkte og gratis hjælp til markedsføringsstrategi. Et eksempel på at Mette er en kvinde og leder af en særlig kaliber, som selv i modgang har øje for andre. Pravda ser fortsat høj kundetilfredshed og leverer til stadighed unikke brandfortællinger. Successer, der respekteres af The M List.

 

HVAD HAR VÆRET DIN STØRSTE PROFESSIONELLE SUCCES I 2020?

Jeg er stolt over at se en i forvejen stærk kultur på bureauet vokse sig stærkere gennem coronakrisen. At se dygtige mennesker tackle vilde forandringer i fællesskab – og komme styrket igennem. Forretningsmæssigt har det været at byde velkommen til en række større internationale “drømmekunder”, som deler vores tilgang til ambitiøs branding. 

HVAD BLIVER DIN STØRSTE PROFESSIONELLE UDFORDRING I 2021?

På de indre linjer bliver det at forfølge vores strategiske ambition om at forankre vores position som “Home of Business Brands” i en usikker verden. Eksternt bliver det at hjælpe virksomheder med at træffe endnu stærkere beslutninger omkring deres brand i en tid, hvor mulighederne for at brillere aldrig har været bedre. 

HVORDAN FORVENTER DU, AT DIN ROLLE VIL ÆNDRE SIG I 2021?

Det bliver en udfordring for alle at være en nærværende leder på afstand. At kunne indgyde sikkerhed og transparens – og sørge for, at alle på skibet udvikles, motiveres og trives. Alt sammen på distancen. Det bliver det også for mig, og mine nøgleord bliver kommunikation, kløgtige valg og klar ledelse. 

HVILKE TENDENSER I BRANCHEN VIL DU GERNE SE MERE AF I 2021?

Jeg håber, krisen hjælper virksomheder med at finde helt ind til kernen af brandet. Det giver hverken mening eller værdi at være poleret eller overfladisk kommerciel. Skru op for den ægte, mærkbare og differentierede branding – også når det gælder employer branding. Netop den disciplin vil få langt mere fokus i 2021, så sørg for at være parat. 

HVAD HAR VI LÆRT IGENNEM CORONAKRISEN OG DEN TRANSFORMATION, DEN HAR SKABT?

Jeg har set mange ledere få fornyet tillid til deres medarbejdere – heldigvis. hjemmearbejdspladserne har tydeligt vist, at effektivitet ikke kan – eller skal – gøres op i timer på bestemte tider af døgnet. Den fleksible arbejdsdag er kommet for blive, og som leder handler det om at understøtte den med fleksibel ledelse og digitale værktøjer. 

HVEM I BRANCHEN FORTJENER ET SKULDERKLAP – OG HVORFOR?

Alle dem, der fik ild i øjnene på trods af coronakrisen. Alle dem, som løftede blikket og så nye muligheder. Uanset om det førte til nye forretningsmodeller, produkter, ambitioner eller visioner. De har min dybeste respekt. Jeg siger ofte, at de stærkeste mennesker er dem, der lykkes i modvind – og det har krisen virkelig understreget.