Erfaring
Efter nogle år hos Research International satte Miriam i 2008 skub i karrieren. Dette som Strategic Planner hos først Carat Deep Blue, derefter Zupa og siden Hjaltelin Stahl. I 2013 tog hun tilbage til Zupa, senest i en stilling som Strategic Director, og efter nogle år hos Another, startede Miriam sit AKQA-eventyr.
Motivation
Miriam Plon Sauer er en strategisk schweizerkniv i branchen: Skarp og funktionsdygtig. Med en unik evne til at få analyse, strategi og kreativitet til at gå op i en højere enhed har hun gennem årerne været garant for tilblivelsen af flere værdiskabende brands. Det har fra start placeret Miriam som et kraftfuldt aktiv hos AKQA, der ud over at være en enestående tænker, har sat dedikation, målrettethed og faglig dybde på agendaen. Vejen er nu nået helt ind i AKQAs ledelse og langt ud over de danske grænser, da Miriam kan kalde sig Executive Strategy Director med europæisk ansvar samt General Manager for bureauets danske studio. Med strategiske visioner i hånden skal Miriam bidrage til at stadfæste AKQAs digitale tilstedeværelse, alt imens bureauet yderligere skal manifesteres som en stærk kreativ spiller. Det lander en plads på årets liste.
HVAD HAR VÆRET DIN STØRSTE PROFESSIONELLE SUCCES I 2020?
Det er helt skørt at sige, men 2020 har været et ret fantastisk år professionelt. Både i DK og i kraft af vores tætte samarbejde i EMEA. Men den største succes har været at skabe ”EarthSpeakr” med Olafur Eliasson. Det er et af de bedste eksempler på arbejde, der lever op til vores vision: At skabe en bedre fremtid sammen med vores kunder.
HVAD BLIVER DIN STØRSTE PROFESSIONELLE UDFORDRING I 2021?
At bygge videre på samarbejdet på tværs af vores kontorer med 4.000 nye kolleger i familien. En af vores internationale kunder har sagt, at AKQA er som ét kontor med mange døre. Det er vigtigt for mig, at vi lykkes med at holde fast i dét.
HVORDAN FORVENTER DU, AT DIN ROLLE VIL ÆNDRE SIG I 2021?
Sidste år sagde jeg, at jeg regnede med at komme til at rejse mindre i 2020. Men jeg havde ikke lige forventet, at det ville være på den her måde! Så jeg ved ikke, om jeg tør at sige noget. Måske skal jeg bare sige, at jeg regner med at rejse mere og så vente på, hvad der sker 🙂
HVILKE TENDENSER I BRANCHEN VIL DU GERNE SE MERE AF I 2021?
Brands, der arbejder seriøst med, hvordan deres position kan bevises igennem handling (innovation, produkter og services), og ikke bare igennem kommunikation.
HVAD HAR VI LÆRT IGENNEM CORONAKRISEN OG DEN TRANSFORMATION, DEN HAR SKABT?
At hastighed og samarbejde hænger uløseligt sammen. Jo tættere et samarbejde mellem kunde og bureau, jo mere effektivt kan man arbejde, og jo hurtigere kan man nå fra idé til slutprodukt.
HVEM I BRANCHEN FORTJENER ET SKULDERKLAP – OG HVORFOR?
Peter Ammentorp Lund er en inspiration at arbejde sammen med, fordi han balancerer ydmyghed og generøsitet med nogle fantastisk høje faglige ambitioner. Det er en sjælden kombination i hans position, og det skaber en nærværende og anerkendende kreativ kultur.