Erfaring

Pernille startede sin karriere hos GN Hearing i Trade Marketing. Siden har hun arbejdet hos både Lantmännen Schulstad, Orkla Foods Danmark og BBDO Denmark, hvor hun bl.a. har siddet som Client Service Director og CEO. I 2014 kom hun til Danske Lotteri Spil, hvor hun i dag er CEO.

Motivation

Stor kommerciel rækkevidde og dyb faglighed er katalysatore i det brag af en karriere, som Pernille Wendel Mehl har fået stablet på benene. Ved siden af den ansvarstunge position som CEO hos Danske Lotteri Spil sidder hun som bestyrelsesformand hos Dansk Markedsføring, og i begge roller formår hun at omsætte sit kommercielle talent til forretningsværdi. Med ansvar for bl.a. Quick-brandet sikrer Pernille, at brandet oplever en jævn tilførsel af nytænkning, senest med udvidelsen af julekalender-konceptet med ”Den Store Julekalender”, som byder på større gevinster. Pernille er også skarp, når det kommer til ledelsesdisciplinen, og hun kan i dag kalde sig netværkschef for Dansk Markedsførings netværk ”Fremtidens Ledelse”. Pernille sætter ledelse, god forretning og innovation på agendaen og indtager en plads på The M List 2021.

Hvad har været din største professionelle succes i 2020?

At vi kommercielt har lanceret flere helt nye digitale produkter og services på Lotto mfl. trods COVID-19-nedlukninger og nye rutiner omkring hjemmearbejde. Med stolthed ser jeg ligeledes tilbage på et år, hvor vores kultur og omsorg for hinanden har bevist, at det er fundamentet for at kunne præstere og levere gode resultater.

Hvad bliver din største professionelle udfordring i 2021?

Finde en ny modus for den fremtidige og moderne arbejdsplads, hvor sammenhold og nære relationer fortsat er fundamentet for at skabe mærkbare resultater – det til trods for COVID-19 og andre ændringer i omverdenen.

Hvordan forventer du, at din rolle vil ændre sig i 2021?

Større fokus på ledelse og sikre, at alle er motiveret og føler sig som en del af holdet. Samtidig vil forandringerne kræve mere hands-on for derigennem selv at være med til at drive større forandringer.

Hvilke tendenser i branchen vil du gerne se mere af i 2021?

Mere offensive og nytænkende, hvor fokus også rettes mod forretningsudvikling og især digitalisering af både produkter og services. Krisen og forandringerne er et fantastisk benspænd til at tænke ud af boksen og være kreative.

Hvad har vi lært igennem Coronakrisen og den transformation, den har skabt?

At omstillingsparathed ligger implicit i os alle, og når vi presses, så kan vi – både som individ og som team.

 

Hvem i branchen fortjener et skulderklap – og hvorfor?

Det vil jeg give til Thomas Wahl, for at “styre” foreningen godt igennem COVID-19-perioden. Han har formået at holde fokus på medlemmernes interesse, omkalfatre mange af aktiviteterne i forretningen og samtidig sørge for at holdet bag Dansk Markedsføring også var med og motiveret. Well done – glæder mig til 2021!