Erfaring

Peter startede sin rejse hos Arbejdernes Landsbank tilbage i 1999 som marketingkonsulent, og siden er han strøget til tops inden for bankkæden. I 2001 blev Peter udnævnt til Head of Marketing, og siden 2012 har han siddet som branding- og kommunikationsdirektør.

Motivation

I spidsen for Arbejdernes Landsbanks branding- og kommunikationsinitiativer har Peter Froulund været med til at markere banken som en af de helt store spillere på banen. Det har i årernes løb høstet en kåring som danskernes foretrukne bank, en vifte af spændende sponsorater og et stort fokus på nytænkning. Peter har fingeren på pulsen og evner at levere over forventning på både strategi og visioner. Foruden den alternative bankfilial AL2, hvor rammerne for fremtidens måde at drive bank på udforskes, er det blevet til en række sponsorater, som har været med til at fastholde bankens position på markedet. I 2020 har en sponsoraftale med FC Midtjylland bl.a. sikret, at ban- ken fremadrettet kommer til at pryde spillernes trøjer. Peter anerkendes på The M List for sine stærke meritter og sin evne til at udforske nye muligheder.

Hvad har været din største professionelle succes i 2020?

I et anderledes år er succes også noget andet end vanligt, derfor: Som stor aktør i sportmarketing er min og teamets største succes at få konverteret mange kundegivende fysiske aktiviteter i den sammenhæng, til kundegivende aktiviteter på anden vis. Vi kommer ud stort set på budget til trods for meget svære betingelser i den kategori.

Hvad bliver din største professionelle udfordring i 2021?

Det bliver at få positioneret Arbejdernes Landsbank solidt også som et naturligt valg af pengeinstitut på erhvervssiden. Det er en rejse, vi er startet på i 2020, og som vi kommer til at arbejde hårdt med i 2021.

Hvordan forventer du, at din rolle vil ændre sig i 2021?

Jeg håber, at min rolle igen kan handle om videreudvikling af vores brand. 2020 har handlet meget om at “få det bedste ud af situationen”. Vi trænger til fokus på videreudvikling.

Hvilke tendenser i branchen vil du gerne se mere af i 2021?

Corona har frigivet en masse kreativitet på områder, hvor der normalt tænkes meget konservativt. Jeg håber, at når der igen kommer normale tilstande, så vil kreativiteten ikke blive lagt på hylden. Eksempelvis har sportmarketing startet en udvikling, det ville være synd at standse.

Hvad har vi lært igennem Coronakrisen og den transformation, den har skabt?

Vi har lært, at mange af de forudsætninger, vi tager for givet, pludselig kan ændre sig, og at vi derfor skal kunne omstille os hurtigt. Vi har også lært, at omstillingsprocesser ikke behøver at tage så lang tid som tidligere antaget. Vi har lært at agere hurtigt og lave langt kortere beslutningsprocesser.

Hvem i branchen fortjener et skulderklap – og hvorfor?

Jeg synes helt specifikt, vores mediebureau Mindshare skal have et skulderklap. De har været virkelige kreative og gode til at finde muligheder i en vanskelig tid.