Erfaring

Som nyuddannet startede Rikke i 2007 som Graduate hos NNIT og avancerede senere til User Experience Engineer. I 2011 rykkede hun videre til Valtech, hvor hun i mere end tre år havde sin gang som User Experience Analyst. De seneste seks år har Rikke støt besteget Adapts karrierestige, hvor hun siden 2019 har siddet som Managing Director & Partner.

Motivation

Med en datadrevet nysgerrighed og en strategisk præcision har Rikke Frelle gjort det til en kunst at designe og udvikle digitale produkter og oplevelser. Det har ikke kun ført Rikke op i karrierehierarkiet, men også sat digital ild til flere førende virksomheder. På bare seks år har Rikkes analytiske perspektiv og forretningsforståelse sat transformation og succes øverst på Adapts agenda – og ikke mindst sat hende selv i direktørstolen. Med Rikke i spidsen er Adapt gået fra udviklingshus til et stærkt digitalt bureau, røde tal på bund- linjen er forvandlet til sorte, og for første gang er det regnet med guldpriser. Dette som bl.a. eneste dobbelte guldvinder ved DDA 2020 med casen ”Det skal være let at være grøn” for Ørsted. Rikke er en sjælden kombination af UX’er og leder, som The M List ser frem til at følge.

Hvad har været din største professionelle succes i 2020?

2020 har været et godt år i Adapt. Vi har løftet bureauet til et nyt niveau. Det vi bringer til markedet nu er af en kvalitet og relevans, som jeg er helt vildt stolt af. 2020 var mit første år som direktør, og det er jo et ansvar, man påtager sig med en vis ærefrygt, så det er klart, at jeg er glad og stolt over, at det er gået så godt.

Hvad bliver din største professionelle udfordring i 2021?

Det optager mig meget at skabe en fantastisk arbejdsplads, den arbejdsplads, jeg altid selv har drømt om. Vores specialister har både behov for at kunne samarbejde og for at kunne fordybe sig og for at have det rigtig godt imens. Det er min opgave at skabe rum for det hele.

Hvordan forventer du, at din rolle vil ændre sig i 2021?

Min ambition er at fylde mindre og mindre i bureauet. Målet er at blive helt undværlig. Vi har huset fuld af ekstremt dygtige specialister. Dem må jeg ikke stå i vejen for, men jeg vil gå langt for at støtte op og bane vejen. Mit ansvar bliver mere og mere at skabe rammer og plads, så mine kolleger kan gøre det, de er allerbedst til.

Hvilke tendenser i branchen vil du gerne se mere af i 2021?

Der er nu ingen undskyldninger for ikke at stå skarpt digitalt, det kræver ikke længere store licens-budgetter at være med. Fremtidens digitale setup bør be- stå af best of breed-produkter, som bindes sammen med API’er. Det muliggør en agil trinvis transformation, så kan alle være med. Det håber og forventer jeg, at flere udforsker i 2021.

Hvad har vi lært igennem Coronakrisen og den transformation, den har skabt?

Meget! Især det at alt kan ændres pludseligt – at en pandemi overhovedet er mulig, var svært at forstå før. Det har været chokerende at opleve, og er en erfaring, vi tager med os fremover. Vi lærte også, hvad vi er gjort af. Kriser kan nemt blive en ensom kamp, men jeg oplevede det modsatte.

Hvem i branchen fortjener et skulderklap – og hvorfor?

Vores medarbejdere rykkede arbejdet hjem, passede deres børn, arbejdede ved spisebordet og leverede alligevel en kæmpe indsats. De fik samarbejdet til at fungere forbilledligt under de nye vilkår, både med hinanden og med vores kunder, selvom alt var helt anderledes. De fortjener et stort skulderklap og en fest, når vi må det igen!