Erfaring
Thomas startede sin karriere som Associate hos PwC. Han kom siden til Novo Nordisk og senere igen The Coca-Cola Company, inden han startede sin syv års lange rejse hos Kontrapunkt, hvor han senest var Managing Director & Partner. Thomas er i dag CEO & Founding Partner hos Kontrapunktudspringeren Everland.
Motivation
2019 var et stærkt år for Thomas Gamst og Everland, som i perioden voksede med mere end 50 %, investerede en større mængde tid i internationale kun- der og oprustede på de strategiske og kreative kompetencer. Ambitionerne for 2020 lå derfor på sit højeste, og trods et coronapræget og ustadigt år har Everland med Thomas i front formået at sætte snuden i sporet og holde kur- sen – en bedrift der tilfalder Thomas og hans evner som frontfigur. Om nogen behersker Thomas ledelsesdisciplinen, og hans tilgang til faget er baseret på empati, opmærksomhed og autoritet. Det sætter fremdrift, innovation og mærkbare resultater på dagsordenen, og markerer Thomas som både en anerkendt bureauleder og The M List-profil.
Hvad har været din største professionelle succes i 2020?
Der var finanskrisen i 2008 og så Coronakrisen i 2020. To år hvor alt blev vendt på hovedet, og beslutninger måtte træffes på tynde grundlag. Det gør mig stolt, at Everland lykkedes med at vokse forretningen, skabe nye arbejdspladser og fastholde en strategi med bl.a. opbygning af nye kompetencer og øget internationalisering.
Hvad bliver din største professionelle udfordring i 2021?
At styre uden om de bump på vejen, som corona helt sikkert kommer til at efterlade. Men, også at forfølge de muligheder der måtte opstå undervejs. “You can’t overtake 15 cars in sunny weather… but you can when it’s raining” (Ayrton Senna). Men, lidt solskin i 2021 ville nu også være rart.
Hvordan forventer du, at din rolle vil ændre sig i 2021?
Statiske strategier og traditionelle årsplaner er lagt på hylden. Jeg tror at 2021 kommer til at kræve en fortsat agilitet, og flere beslutninger der må træffes i nuet, med reference til lige dele vision og mavefornemmelse. En situation der godt kan skræmme en økonom som jeg.
Hvilke tendenser i branchen vil du gerne se mere af i 2021?
Corona fik mange til at fokusere på ren overlevelse. Men vi lærte også et nyt ord, som hurtigt kom på manges agenda: “Samfundssind”. Et begreb der er tæt beslægtet med “purpose”, men måske tættere på handling end ord. Det vil glæde mig at se endnu mere handling i 2021, og at få de mere langsigtede fokusområder tilbage på agendaen.
Hvad har vi lært igennem Coronakrisen og den transformation, den har skabt?
Vi har lært utrolig meget. Stort og småt. At vi kan stå sammen som samfund og branche, når krisen kradser. At hjemmearbejde og onlinemøder fungerer, men at fysiske arbejdspladser og møder bestemt også tjener et formål. At man pludseligt kan føle sig nøgen, hvis man glemmer mundbindet på vej ind i Rema efter en ny dunk håndsprit.
Hvem i branchen fortjener et skulderklap – og hvorfor?
Hverdagens helte der gjorde en ekstraordinær indsats for holde hjulene i gang. Eksempelvis de brands og butikker der skabte tryghed ved at opretholdte forsyningskæderne, mens vi andre var i lock-down og forsøgte at få Google Meet, Teams og Zoom til at fungere samtidigt med, at ungerne skulle hjemmeundervises.