Erfaring
Christian indledte karieren i 1999 som Sales Executive hos IBM. Efterfølgende har han besat kommercielle stillinger hos Adapt, Rambøll Management og Addition, inden han i 2011 kom til Pentia som Director of Sales and Marketing. I 2016 satte han sig i CCO-positionen, mens han er bestyrelsesformand hos Klausen og Partners.
Motivation
Som en stærk digital strateg og marketer, har Christian Ruud med Pentia været med til at skabe et fremadstormende digitalt konsulenthus i Norden. Christians dybdegående kendskab til digitale strategier og forståelse for forretnings- og kundebehov er siden 2011 kommet Pentia til gode, og efter opkøbet af Klausen og Partners står konsulenthuset stærkere end nogensinde. Opkøbet har født et kommercielt og strategisk samarbejde, der er gået op i en højere enhed – og tallene taler for sig selv. I 2021 kom konsulenthuset ud med et driftsresultat på 7,6 mio. kr. mod et minus på 1 mio. kr. i det forgangne år. Mange andre digitale spillere har klaret sig godt i et udfordret corona-år, og Pentia er ét af dem. Resultaterne kan bl.a. tilskrives Christians kommercielle og digitale kompetencer, der sikrer ham en plads på The M List 2022.
HVAD HAR VÆRET DET SVÆRESTE FOR DIG I DET FORGANGNE ÅR?
Nu er corona (heldigvis) snart en saga blot (7-9-13). Som ledelse har vi fundet balance i at designe en arbejdsuge, alle kan trives i, på afstand. Men det fysiske må aldrig helt forsvinde. Fordi har vi lært en ting af corona, så er det, at fællesskabet er en central figur på enhver arbejdsplads. 2022 handler om at finde tilbage til det.
HVAD BLIVER DIN STØRSTE PROFESSIONELLE UDFORDRING I 2022?
Stilstand er lig med tilbagegang, og den største udfordring, der ligger mig på sinde, er at hjælpe virksomheder og organisationer med at ændre mindset. Vi skal forkorte tiden fra strategi til handling. Pentia vil være en strategisk handlekraft og taktisk sparringspartner for de kunder, der vil forretningsudvikle med oprigtigt mærkbar effekt.
HVAD HAR VÆRET MEST VIGTIGT FOR DIN SUCCES I ÅR?
Vi har i en årrække hos Pentia lykkedes med at udvide vores servicepalette, hvor vi har kørt forskellige virksomheder og kompetencer sammen på en sådan måde, at alle enheder spiller hinanden bedre. Det arbejde høster vi goderne af nu, hvor 2021 blandt andet var det år, vi lavede vores bedste regnskab til dato.
HVAD SAVNER DU, AT BRANCHEN DISKUTERER MERE?
Der er mangel på god arbejdskraft på tværs af branchen, og det er ikke en knude, der løser sig selv. Fik jeg lov at vælge frit, ville jeg starte med at udvide kapaciteten på universiteterne og andre læreanstalter, så der fremover kom- mer mere hjernekraft og flere uddannede med de rette kompetencer.
PÅ HVILKE(T) OMRÅDE(R) SER DU GERNE AT BRANCHEN UDVIKLER SIG?
Vores branche er stadig ung og i konstant udvikling. Samarbejdet mellem virksomheder/organisationer og bureauer modnes løbende. Både i forhold til samarbejde, det kontraktuelle og det fokus, der er i samarbejdet. Men selvfølgelig er der stadig plads til udvikling.
HVEM I BRANCHEN FORTJENER ET SKULDERKLAP – OG HVORFOR?
Nævner du én, undlader du alle andre. Men skal jeg nævne en, så er det min makker i Pentia, Jakob Stampe, min professionelle viv og partner in crime. Der er især én ting, Stampe er dygtig til, og det er alle de ting, jeg er dårlig til. Og dem er han hamrende god til. Det er helt centralt, når man deler ledelsen på den måde, vi gør.