Erfaring
Christinas karriere startede på den danske bureauscene i 1997, og hun har være urokkelig lige siden. Først hos DDB som Account Director, og efter- følgende blev hun partner hos Propaganda McCann. I de seneste 13 år har Christina siddet hos Mensch, senest i stillingen som Managing Partner.
Motivation
Christina Tønnesen imponerer år efter år gennem sin faglige kyndighed, stærke ledelsesevner og ikke mindst enorme drive. Og i år er ingen undtagelse. 2021 har budt på store succeser med adskillige vundne priser, nye projekter samt vækst i kunde- og medarbejderkredsen. Succeser, der kan forklares ved, at Christina udgør en af branchens dygtigste bureauledere. Christinas lederstil bærer præg af bureauets navn, Mensch, om at have mennesket i centrum, hvilket hun forener med at drive en kommerciel forretning, som leverer sublime løsninger for kunderne. Dette belønnes igen i år med utallige kreative awards, og dermed en fortsat plads som et af de mest prisvindende bureauer herhjemme. Christina forstår at nytænke og skabe vækst i en kompleks branche, og dét lander hende igen i år en på The M List.
HVAD HAR VÆRET DET SVÆRESTE FOR DIG I DET FORGANGNE ÅR?
Året har været præget af en masse svære faglige udfordringer, men de har i sig selv været givende og interessante. Det sværeste har derfor været de perioder, hvor vi har skulle holde fysisk afstand. Til hinanden og vores kunder. Teams gør ikke noget udpræget godt for kreativiteten eller for den visionære dialog om fremtiden.
HVAD BLIVER DIN STØRSTE PROFESSIONELLE UDFORDRING I 2022?
Mensch handler om mennesker. Om at skabe et fællesskab for branchens dygtigste, der sammen kan dyrke og styrke kreativiteten. Den største udfordring i 2022 bliver at finde flere til dette fælleskab. Vil man være en del af det, kan man skrive til ct@mensch.dk.
HVAD HAR VÆRET MEST VIGTIGT FOR DIN SUCCES I ÅR?
Det mest vigtige har uden tvivl været mine kolleger på Mensch. Deres faglighed er imponerende og deres menneskelighed er inspirerende. De er fuldstændig afgørende for den succes, som Mensch har oplevet i 2021.
HVAD SAVNER DU, AT BRANCHEN DISKUTERER MERE?
Vi bør diskutere, hvordan vi skaber bedre pitches for annoncører og bureauer. Fundamentet for god kreativitet er gode samarbejder. Men der er oftest ikke samarbejde i pitches i dag. Derudover er alt for mange bureauer villige til at arbejde gratis. Jeg mener ikke, at nogen mennesker i verden skal arbejde gratis. Selv ikke reklamefolk.
PÅ HVILKE(T) OMRÅDE(R) SER DU GERNE AT BRANCHEN UDVIKLER SIG?
Jeg håber, at vi som branche i endnu højere grad kan påvirke og bidrage til en positiv udvikling inden for de større agendaer omkring diversitet, ansvar- lighed, bæredygtighed, klima mm. Vi skal forholde os mere kritisk til de budskaber, som vi hjælper virksomheder med at kommunikere.
HVEM I BRANCHEN FORTJENER ET SKULDERKLAP – OG HVORFOR?
Min tidligere kollega, Art Director Cathrine Poulsen, fortjener ikke bare et skulderklap, men den største respekt for hendes kampgejst og udholdenhed gennem et fuldstændigt umenneskeligt forløb. Hun er lavet af noget ganske specielt og betyder noget ganske særligt for Mensch og for mig.