Erfaring
I 2005 blev Jonas ansat som Interaction Designer hos Scanvaegt International. Derefter rykkede han til 1608 i stillingen som Information Architect, inden han i 2008 blev medstifter af det digitale bureau Sorthvid. I marts 2020 blev bureauet opkøbt af Dept Agency, og Jonas har lige siden kunnet kalde sig Managing Director.
Motivation
For femte år i streg modtager Jonas Roland Therkildsen en klapsalve af The M List, og hvert år hyldes han for nye imponerende præstationer. Først gik begejstringen på hans entreprenante kundskaber med stiftelsen af Sorthvid og de flotte resultater og kompetencer, som det digitale bureau kunne tage med videre til Dept Agency. Siden Jonas satte sig i direktørstolen hos Dept Agency, er det ikke gået stille for sig. Med en stærk vision, der sætter kreativitet, teknologi og data i højsædet har bureauet ikke kun opnået global, men også national anerkendelse, og det giver genklang i tallene for 2021. Dept Agency cementerer sin overlegenhed og nationale status med stadig flere opkøb. Senest det kreative bureau Hello Monday, og Jonas har formået at skabe forandring og ensretning på én og samme tid. Meritterne er store, og Jonas er igen på listen.
HVAD HAR VÆRET DET SVÆRESTE FOR DIG I DET FORGANGNE ÅR?
Rekruttering har uden tvivl været en stor udfordring. Særligt inden for tech er markedet ekstremt presset i Danmark, og vi har derfor søgt mod en model, hvor vi i højere grad udnytter vores globale netværk.
HVAD BLIVER DIN STØRSTE PROFESSIONELLE UDFORDRING I 2022?
Rekruttering bliver ikke nemmere, og så skal vi have en ny organisering af vores team til at fungere i Danmark.
HVAD HAR VÆRET MEST VIGTIGT FOR DIN SUCCES I ÅR?
Det må uden tvivl være mit samarbejde med med mine gode og fantastisk sjove kolleger Malene Møller og Marie Spliid. Og så selvfølgelig, at komme på den her liste for femte år i træk – stadig uden helt at forstå hvorfor.
HVAD SAVNER DU, AT BRANCHEN DISKUTERER MERE?
Jeg er personligt rigtig træt af timesalg som forretningsmodel for bureauer. Vi burde i langt højere grad sælge den værdi, vi skaber for vores kunder.
PÅ HVILKE(T) OMRÅDE(R) SER DU GERNE AT BRANCHEN UDVIKLER SIG?
Det skal jeg lige tænke over.
HVEM I BRANCHEN FORTJENER ET SKULDERKLAP – OG HVORFOR?
Udover Malene Møller og Marie Spliid, som er selvskrevne, især fordi de er så sjove, vil jeg gerne klappe lidt af Hello Monday, som er blevet en del af Dept, når den her bog udkommer.